Søg bio-ordningerne og få tilskud til din indsats for klima, miljø og biodiversitet

26-04-2024

Mange landbrugere har i denne ansøgningsrunde allerede søgt én eller flere af bio-ordningerne. Hvis du ikke har søgt en bio-ordning, har du stadig mulighed for at gøre det og være med til at forbedre klima, miljø og biodiversitet i det danske landbrugslandskab.

Har du jorder, som er svære at dyrke eller giver et dårligt afkast? Eller vil du give din bedrift en grøn vinkel? Så kan du overveje, om dine jorder tjener et bedre formål, hvis du bruger dem til grønne indsatser. Med bio-ordningerne kan du få tilskud til din indsats for klima, miljø og biodiversitet.

På vores hjemmeside kan du læse mere om de forskellige bio-ordninger, og du kan finde vores faktaark, som giver et overblik over ordningerne og reglerne. 

Læs om bio-ordningerne her

Søg bio-ordninger inden ansøgningsfristen eller ved at ændre din ansøgning inden 21. maj 2024

Hvis du vil søge om tilskud under en bio-ordning, kan du gøre det inden ansøgningsfristen 26. april kl. 23.59, men du kan også gøre det i ændringsperioden, som varer fra 27. april 2024 til 21. maj 2024. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du søger i ændringsperioden, bliver dit tilskud nedsat med én procent pr. arbejdsdag, vi modtager ansøgningen efter ansøgningsfristen.

Du søger om tilskud under bio-ordninger i fællesskemaet, som du kan udfylde og indsende ved at logge ind i vores selvbetjeningssystem Tast selv.

Log på Tast selv

Hvis du allerede har sendt dit fællesskema, kan du søge om en bio-ordning ved at sende en ændring til fællesskemaet.

Se, hvor meget du kan få i tilskud ud over grundbetaling

Du kan søge tilskud under bio-ordningerne på arealer, du også modtager grundbetaling for. Herunder kan du se en oversigt, der viser, hvilke bio-ordninger og tillæg, du kan søge:

Bio-ordninger

Planlagt tilskudssats*

Økologisk arealstøtte - Basistilskud

1200

Økologisk arealstøtte - Omlægningstillæg

1600

Økologisk arealstøtte - Kvælstofreduktionstillæg

650

Økologisk arealstøtte - Tillæg til frugt og bær

4000

Miljø- og klimavenligt græs

1500

Ekstensivering med slæt

3526

Varieret planteproduktion

615

Biodiversitet & bæredygtighed - Basistilskud

2740

Biodiversitet & bæredygtighed - Bestøverbraktillæg

1500

*Tilskudssatser kan variere alt efter, om de bliver over- eller underansøgt. 

Hvis du søger om tillæg ud over basistilskuddet

Nogle bio-ordninger har både et basistilskud og tillæg. Dette gælder f.eks. bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed, hvor der kan opnås tillæg til bestøverbrak. Hvis du ønsker at søge om et tillæg ud over basistilskuddet, skal du inden ansøgningsfristen 26. april 2024 have indberettet arealer under tillægget, hvorefter du sanktionsfrit kan tilføje flere arealer indtil ændringsfristen. Har du endnu ikke søgt tillæg til bio-ordningen, og gør du det efter 26. april, så vil tilskuddet blive nedsat med 1 pct. pr. arbejdsdag. Efter ændringsfristen 21. maj 2024 er det ikke muligt at indberette flere arealer under bio-ordningerne. 

Om bio-ordningerne

Bio-ordningerne er tilskud, du kan søge udover grundbetalingen for at skabe grønne tiltag eller vilkår på dine arealer eller din bedrift. Bio-ordningerne skal bidrage til forbedring af miljø, klima og biodiversitet i det danske landbrugslandskab. I 2024 er puljen til bio-ordningerne på 910 mio. kr. fordelt på fem bio-ordninger. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.