Du kan snart søge om tilskud til skolefrugt og -grønt for skoleåret 2024-2025

17-04-2024

22. april 2024 åbner vi for ansøgninger på skoleordningen om tilskud til skolefrugt og-grønt for skoleåret 2024-2025. Du kan sende os din ansøgning til og med den 6. maj 2024.

I nyheden her kan du læse om, hvordan du ansøger, og hvilke ændringer der er sket fra sidste års ordning. 

Hvornår og hvordan ansøger du

Du ansøger ved at sende ansøgningsskemaet, som du finder på tilskudsguiden.

Udover ansøgningsskemaet skal du også sende os en erklæring om at ordningens regler bliver overholdt, og et budgetskema over, hvilken skolefrugt og -grønt I vil uddele i skoleåret. 

Hvis du som ansøger ikke er en uddannelsesinstitution, men du leverer eller uddeler skolefrugt og -grønt, så skal du udover at sende ansøgningsskemaet sikre dig, at den enkelte deltagende uddannelsesinstitution udfylder, underskriver og sender et deltagerskema direkte til os inden for ansøgningsfristen.

Ansøgningsskemaet og de tilhørende bilag skal sendes  til Projekttilskud@lbst.dk eller via Digital Post. Hvis du sender via Digital Post skal du skrive : Skolefrugt og -grønt 2024-2025 i emnefeltet. 

Du kan sende din ansøgning til og med den 6. maj 2024. 

Du kan finde ansøgningsskema og tilhørende bilag på tilskudsguiden fra den 22. april 2024, når vi åbner for ansøgning på ordningen. 

Gå til Tilskudsguiden.  

Nyt i forhold til skoleåret 2023/2024

Skoleordningen for tilskud til skolefrugt og -grønt i skoleåret 2024-2025 er overordnet set den samme som ordningen for skoleåret 2023/2024, der er dog en række ændringer. De væsentligste ændringer er:  

  • Opdaterede standardomkostninger til frugt og-grønt 
  • Ændringer i dokumentationskrav for uddeling af frugt og grønt
  • Skiltning om deltagelse i ordningen skal forgå via et link på de deltagende institutioners hjemmeside.
  • Det er tilsagnshavers opgave at sikre, at reglerne for deltagelse i ordningen overholdes 

Ændringer i dokumentationskrav

Fra skoleåret 2024-2025 skal leverandøren eller distributøren lave følgesedler for den enkelte leverance af frugt og grønt. På følgesedlen skal leverandør eller distributør angive mængde og art af den leverede frugt og grønt.

Følgesedlerne skal herefter underskrives af uddannelsesinstitutionerne som dokumentation for, at leveringen af skolefrugt og-grønt er modtaget. Uddannelsesinstitutionerne skal efterfølgende opbevare følgesedlerne, så de kan fremvises, hvis vores kontrollører skulle komme på besøg.  

For skoleåret 2024/2025 er der også ændret på hvem, som skal udarbejde de leveringslister, som skal indsendes sammen med din ansøgning om udbetaling. Det er fremadrettet kun leverandøren eller distributøren af skolefrugt og -grønt, som kan udarbejde leveringslisten.  

Sådan skilter I om deltagelse i ordningen

Fra skoleåret 2024-2025 skal skiltning forgå via et link på de deltagende institutioners hjemmeside.  Det er altså ikke længere muligt at skilte om deltagelse i ordningen via en plakat ved skolens hovedindgang.

Tilsagnshavers opgaver 

Fra skoleåret 2024-2025 bliver det tilsagnshaverens opgave at sikre, at de deltagende uddannelsesinstitutioner følger ordningens regler. Tilsagnshaver skal bl.a. sikre, at uddannelsesinstitutionerne skilter med deres deltagelse i ordningen, at de udfører læringsaktiviteter, og giver vores kontrollører adgang til skolen, når de kommer på kontrolbesøg. 

Kort om ordningen

Formålet med skoleordningen for frugt og grønt er at fremme sunde kostvaner hos børn, styrke deres adgang til frugt og grønt, og øge viden om landbrug, ernæring og sundhed. 

Der gives derfor EU-tilskud til uddeling af udvalgte frugter og grøntsager, samt læringsaktiviteter til børn, der er indskrevet på uddannelsesinstitutioner. Tilskud kan søges af bl.a. uddannelsesinstitutioner, leverandører af frugt og grønt, organisationer og kommuner.

Ordningen finansieres 100% af EU via af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL).

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til CAP@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

Logo Finansieret af den Europæiske Union