Nu kan du se dine marker i IMK med vores trafiklyssystem. Det betyder, at du kan følge med i, om vi fastslår, at aktivitetskravet for grundbetaling er opfyldt på dine marker.
Vi farver dine marker grønne, når vi ud fra satellitbilleder fastslår, at du opfylder aktivitetskravet.
Du opfylder aktivitetskravet for arealer med 1-årige afgrøder ved at dyrke arealerne med en 1-årig afgrøde. Du opfylder aktivitetskravet for arealer med græs ved, at du enten slår arealerne eller lader dem afgræsse.
Din græsmark kan stadig være gul
Dine marker er gule, hvis vi ikke endnu ikke har fastslået, om du opfylder aktivitetskravet. Aktivitetskravet kan altså godt være opfyldt, selvom dine marker er farvet gule. Det skyldes, at kun en del af den samlede data er indlæst i systemet, og at vi derfor endnu ikke kan fastslå, at aktivitetskravet er opfyldt. For eksempel vil de fleste græsmarker lige nu stadig være gule. Du skal dog være opmærksom på, om marken er farvet gul, fordi du endnu ikke har slået din græsmark.
Hvis din mark er gul, kan årsagen være:
- Der er en mindre forsinkelse på det, du ser i trafiklyssystemet. Vi skal analysere data, inden du kan se dem i systemet. Det tager mellem 10 og 14 dage. Så hvis du har slået din mark for nylig, kan det være årsag til, at marken stadig er gul.
- Vi kan ud fra analyserne af satellitbilleder endnu ikke konstatere, om aktivitetskravet er overholdt. På nogle marker skal vi have yderligere data fra satellitterne, før vi kan konstatere, om aktivitetskravet er overholdt.
- Du har endnu ikke slået din græsmark. Sørg for at slå den eller få den afgræsset senest 25. oktober.
Din mark kan blive rød 11. oktober
Fra 11. oktober kan du se, om du har marker, der ikke opfylder aktivitetskravet. Kun marker, som med stor sikkerhed ikke opfylder aktivitetskravet, bliver farvet røde. Mange gule marker bliver derfor aldrig røde.
Hvis din mark bliver rød 11. oktober, kan du stadig nå at overholde aktivitetskravet eller ændre i dit fællesskema, da fristen for at opfylde aktivitetskravet er 25. oktober.
Læs mere om aktivitetskravet på vores temaside om satellitbaseret kontrol
Når vi nærmer os 11. oktober, skriver vi en nyhed om, hvordan du skal forholde dig til eventuelle røde marker. Hvis du abonnerer på vores nyheder, vil du få nyheden sendt til din mail.
Du kan abonnere på nyheder ved at tilmelde dig vores mailingliste her
Hvis din mark er gul efter 11. oktober
Hvis du har marker, der fortsat er gule efter 11. oktober, har vi ikke med sikkerhed kunnet afgøre, om du opfylder aktivitetskravet. Vi udbetaler fuld støtte for disse marker. Der er derfor ingen grund til, at du ændrer i din ansøgning, hvis du har gule marker efter 11. oktober.
Læs mere om satellitbaseret kontrol
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: landbrugsstotte-geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.