Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering: Har du kommentarer til bekendtgørelse og vejledning?

03-10-2022

En ny tilskudsordning åbner for ansøgninger for første gang 15. december 2022. Du kan sende os dine kommentarer til ordningen frem til 31. oktober 2022.

Bekendtgørelse og vejledning til den nye tilskudsordning til Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering er nu i høring, og du kan læse og komme med bemærkninger til begge dele. 

Vi forventer, at bekendtgørelsen træder i kraft 14. december 2022. Tilskuddet kan søges i 2022, 2023 og 2024. Vi forventer, at første ansøgningsrunde åbner 15. december 2022 og lukker igen 26. januar 2023.   

Se udkast til bekendtgørelse og vejledning på høringsportalen 

Hjælp til, at danske landbrug bliver mere selvforsynende med foder

Landbrugsaftalen fra 2021 satser stort på ny teknologi og afsætter 260 mio. kr. til udbredelsen af grøn bioraffinering i Danmark. Målet er at udvinde protein fra grøn biomasse i så stor skala, at det danske landbrug bliver mere selvforsynende med foder til en-mavede dyr. 

Læs mere om grøn bioraffinering og vores tilskudsordninger til grøn bioraffinering   

I kan få tilskud til at investere i grøn bioraffinering 

Tilskuddet gives til samarbejdsprojekter mellem flere aktører. I får her mulighed for at få tilskud til afklaring af de forhold, som er nødvendige for at kunne vurdere, om der er potentiale for etablering af et bioraffineringsanlæg. I skal udarbejde en projektmodningsrapport, der beskriver netop jeres projekt. I får 100 pct. i tilskud til de udgifter og aktiviteter, som beskrives i bekendtgørelsen.  

Om ordningen

Tilskuddet skal bidrage til, at flere aktører samarbejder om at udarbejde en projektmodningsrapport. Rapporten bidrager til at afklare, om etableringen af et anlæg til grøn bioraffinering er levedygtigt. I 2023 åbner ordningen Etablering af anlæg til grøn bioraffinering, som giver tilskud til at investere i et anlæg. Formålet med de to tilskud er at udbrede grøn bioraffinering i Danmark. 

Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering er en del af det danske Landdistriktsprogram 2014-2020, der er forlænget til 2022. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.