Sidste år blev regeringen og et bredt flertal i Folketinget enige om en aftale om grøn omstilling af landbruget. Som del af aftalen indgår ambitionen om at udtage op mod 100.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder.
Udtagningen er en kompleks opgave, der kræver tid og involverer mange forskellige parter. For at hjælpe lodsejerne med dette arbejde blev der i aftalen afsat 10 mio. kr. årligt til et korps af udtagningskonsulenter.
Udtagningskonsulenterne skal rådgive og hjælpe lodsejere, som ønsker at udtage deres lavbundsjorde. Konsulenterne kan levere den opsøgende og tidlige dialog med lodsejere og hjælpe med at understøtte det lokale samarbejde, når udtagningsprojekter skal sættes i gang.
Midlerne for 2022 vil blive udmøntet gennem Promilleafgiftsfonden for landbrug i løbet af efteråret 2022. Det er derfor snart muligt at søge om tilskud til projekter, som understøtter udtagningskonsulenternes arbejde. Opgavebeskrivelsen for udtagningskonsulenterne kan ses når Promilleafgiftsfonden offentliggør opslaget.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.