Nye datoer for ekstern høring og ansøgningsrunde for Miljø- og klimateknologi 2022

28-03-2022

Miljø- og klimateknologi 2022 var planlagt til at åbne i maj 2022. Landbrugsstyrelsen har nu fastsat nye datoer for den eksterne høring og ordningens åbning.

Ansøgningsrunde mellem august og oktober 2022

Vi har udskudt den eksterne høring af ordningens bekendtgørelse og vejledning til juni 2022. Ansøgningsrunden åbner i slutningen af august og løber frem til oktober 2022. 

Kvalitetssikring af grundlaget for bekendtgørelsen

Vi har styrket vores fokus på den juridiske kvalitet efter den seneste revisionskritik af Landbrugsstyrelsens forvaltning. Yderligere kvalitetssikring af bekendtgørelsesgrundlaget for Landbrugsstyrelsens investeringsordninger har været nødvendig. Dette har udskudt høring af bekendtgørelsen til Miljø- og klimateknologi 2022.

Hvem kan få tilskud?

Landbrugere og gartnerier kan søge om tilskud til investeringer i nye miljø- og klimateknologier med henblik på at reducere miljøpåvirkningen fra bedriften. 

Ordningen henvender sig i 2022 til disse sektorer: 
•    svin
•    kvæg
•    æg/fjerkræ
•    planteavl
•    gartnerier.

Om denne tilskudsordning

Miljø- og klimateknologi 2022 er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-20, som er forlænget til og med 2022. Tilskudssatsen er på 40 %. Ordningen er 100 % finansieret af EU. Formålet med ordningen er at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsproduktion.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.