Nu kan du vælge to nye afgrødekoder til græs i grønkorn

09-03-2022

I 2022 er der to nye afgrødekoder til græs, der er etableret foregående efterår med grønkorn som dæksæd. Hvis du vil søge tilskud under den kommende bio-ordning ”miljø- og klimavenligt græs”, kan det være en fordel at bruge de nye afgrødekoder i 2022.

Du kan fra 2022 anmelde græs etableret med grønkorn som dæksæd i efteråret med en afgrødekode for græs. Hvis du anmelder arealet med de nye afgrødekoder for græs, betyder det, at grønkornet høstes maj/juni, og at hovedafgrøden er græs i 2022.  

Hvis du vil søge tilskud til "miljø-og klimavenligt græs"

Hvis du ønsker at opnå adgang til den kommende bio-ordning ”miljø- og klimavenligt græs”, skal du være opmærksom på, at der er et krav om to år med græs forud for ansøgningsåret. Hvis dit areal, der er etableret med grønkorn som dæksæd i efteråret, har status som græsareal i 2022, tæller 2022 som første år med græs. Du kan på den måde træde ind i bio-ordningen ét år tidligere, end hvis du anmelder og driver arealet som et grønkornareal.

Hvis du ikke driver arealet som et græsareal, kan du alternativt fortsat anmelde arealet som grønkorn i 2022.

Læs mere i vores nye faktaark: "Nye afgrødekoder til græs i grønkorn"

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.