Multifunktionel jordfordeling er godt i gang rundt om i landet, og du kan stadig nå at være med

17-05-2022

Til efteråret åbner endnu en ansøgningsrunde til multifunktionel jordfordeling, og puljen er større end ved forrige runder. Interesserede kommuner og Naturstyrelsen kan med fordel begynde at forberede ansøgningen allerede nu.

Multifunktionel jordfordeling er i gang rundt om i landet i ni forskellige multifunktionelle projekter. Derudover er Landbrugsstyrelsen i gang med forundersøgelser på to projekter mere. 

Det betyder, at mere end hver 10. kommune allerede har kastet sig ud i et multifunktionelt jordfordelingsprojekt, hvor landbrugsjord forvandles til skov, natur, vådområde, eller byttes med andre landmænd for en mere effektiv landbrugsdrift. Og flere kan komme med.

Læs mere om de projekter, hvor den multifunktionelle jordfordeling er i gang 

Læs nyhed fra Slagelse kommune, hvor dele af den multifunktionelle jordfordeling er afsluttet

Der har indtil nu været afholdt fem ansøgningsrunder til multifunktionel jordfordeling. Femte ansøgningsrunde fandt sted i foråret 2022, hvor vi modtog to ansøgninger om jordfordeling af ca. 700 ha. 

I femte runde var der afsat midler til jordfordeling af ca. 2.000 ha. Det betyder, at der vil være ekstra midler at søge om ved ansøgningsrunden i efteråret 2022. Vi overfører nemlig den ubrugte pulje til sjette ansøgningsrunde. 

Ansøgningsrunde åbner igen til efteråret

Sjette ansøgningsrunde af ordningen for multifunktionel jordfordeling åbner 15. september 2022 og er åben for ansøgninger frem til og med 31. oktober 2022. Sjette ansøgningsrunde indeholder midler til jordfordeling af ca. 3.300 ha, hvilket inkluderer de ekstra midler fra femte ansøgningsrunde.

Hvis du har planer om et multifunktionelt projekt, kan du med fordel gå i gang med at forberede ansøgningen allerede nu. Du er velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsen for evt. spørgsmål og afklaringer i forbindelse med arbejdet med ansøgningen eller ordningen.

Hvem kan søge?

Det er kommuner og Naturstyrelsen, der i samarbejde med lokale lodsejere og øvrige interessenter kan søge om at få gennemført en fri, multifunktionel jordfordeling. Jordfordelingen skal være et led i et lokalt, multifunktionelt projekt, hvor bl.a. landbrugsdrift, natur, miljø, klima, landdistriktsudvikling og friluftsliv tænkes sammen. 

Se en kort video om mulighederne i ordningen

Du kan læse mere om ordningen for multifunktionel jordfordeling på Tilskudsguiden på vores hjemmeside. Her finder du blandt andet en opdateret vejledningen til ordningen, og du kan se eller gense et online informationsmøde om ansøgningsprocessen og projekterne.

Læs om multifunktionel jordfordeling i vores Tilskudsguide 

Ansøg via mail til Landbrugsstyrelsen

Du søger om multifunktionel jordfordeling ved at udfylde det ansøgningsskema, som du finder på Tilskudsguiden på lbst.dk. I ansøgningen skal du vedlægge de obligatoriske bilag, som er nævnt i både vejledningen og i ansøgningsskemaet.

Find ansøgningsskemaet til multifunktionel jordfordeling

Du sender ansøgning og bilag via mail til naturoglandbrugsudvikling@lbst.dk senest 31. oktober 2022.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til naturoglandbrugsudvikling@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.