Nu kan du søge om projekttilskud fra GUDP

10-06-2022

Årets anden ansøgningsrunde i Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram (GUDP) er netop åbnet, og du kan nu sende din ansøgning om projekttilskud til din grønne idé.

I årets anden runde er GUDP-bestyrelsen klar med en pulje på 136 mio. kr. til grønne udviklings-, demonstrations- og netværksprojekter indenfor fødevareproduktion.

Uanset om dit projekt spiller en rolle i marken, på kutteren eller i produktionshallen, så kan det være aktuelt at søge projekttilskud ved GUDP, der dækker hele fødevareklyngen, og yder tilskud til projekter fra primærproduktionen til lands eller til vands, over teknologiudvikling, forædling og forarbejdning i afsætningsledet.

I GUDP er der særligt fokus på projekter, der styrker samarbejde, netværksdannelse og vidensdeling på tværs af brancher, virksomheder og vidensinstitutioner samt projekter, der understøtter samarbejde mellem små og store virksomheder.

Som det var gældende i årets første ansøgningsrunde, så vil GUDP-bestyrelsen prioritere projekter, der medvirker til at reducere klimaaftrykket, og som fra starten har fokus på projektets direkte eller indirekte klimaeffekter i ansøgningsmaterialet.

Sådan søger du

Du kan søge om tilskud til din idé fra GUDP´s ordinære pulje for andet halvår til og med onsdag d. 31. august 2022 kl. 12.00.

Hent ansøgningsmaterialet her

I tvivl om, at dit projekt er relevant?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din idé lever op til kriterierne for at modtage støtte fra GUDP, så er du altid velkommen til at sende GUDP-sekretariatet en kort projektbeskrivelse.

Derefter vil vores sagsbehandlere vende tilbage med kvalificeret vejledning, og måske skubbe din idé tættere på virkeligheden.

Din projektbeskrivelse skal udfyldes i vores formular, og må højst fylde én side.

Hent skabelonen ”Kan min idé blive et projekt” her.

Deltag i GUDP’s informationsmøde

Hvis du er interesseret i at høre mere om GUDP, hvad vi støtter eller hvordan du søger om støtte til dit projekt, så kan du deltage i vores informationsmøde, der afholdes:

  • Onsdag d. 22. juni kl. 09-12 som digitalt møde

På mødet vil du – udover at modtage generel information om GUDP og ansøgningsproceduren – få mulighed for at stille spørgsmål, og så kan du møde to projektledere, der vil dele deres erfaringer og resultater fra samarbejdet med GUDP.

Du tilmelder dig informationsmødet ved at klikke her