Status på sagsbehandling på ordningen privat skovrejsning

20-12-2022

75% af ansøgerne til ordningen privat skovrejsning 2022 har nu modtaget afgørelse på deres ansøgning til tilsagn om tilskud. Landbrugsstyrelsen arbejder på at sende de sidste afgørelser så hurtigt som muligt.

Landbrugsstyrelsen er i øjeblikket ved at udsende tilsagn om tilskud til privat skovrejsning fra ansøgningsrunden, der sluttede 30.september 2022. I alt var der 183, som ansøgte om tilskud.

Der er i dag 20. december sendt afgørelse i 138 ansøgte sager om privat skovrejsning. Det svarer til 75% af de ansøgte sager. Hvis du ikke har fået svar på din ansøgning endnu, kan du forvente en afgørelse inden 1. april 2023.

Hold øje med, om du har modtaget et høringsbrev

I en betydelig andel af de resterende sager har vi ikke tilstrækkelige oplysninger til at træffe en afgørelse. Derfor er det vigtigt, at du holder øje med, om du har modtaget et høringsbrev og indsender de oplysninger, vi efterspørger. Du skal indsende hurtigst muligt og inden for den frist, der står i høringsbrevet. 

Hvis vi ikke modtager dine oplysninger, behandler vi din ansøgning ud fra de oplysninger, vi allerede har. Det kan betyde, at vi må give dig afslag på din ansøgning. 

Fortsat fokus på udbetaling

Behandlingen af de nye ansøgninger om tilsagn har været højt prioriteret hen over efteråret, så du kan modtage afgørelse på din ansøgning forud for plantesæsonen forår 2023. 

Vi sagsbehandler dog sideløbende ændringer og anmodninger om udbetaling af tilskud. Udgangspunktet er, at vi sagsbehandler sager i den rækkefølge, vi modtager dem. 

Vi er nu næsten i mål med afvikling af de sager, der er modtaget før 2022. Derfor er der nu fokus på de udbetalingsanmodninger, som vi har modtaget i 2022. Har du indsendt din udbetalingsanmodning i 2022, kan du forvente en afgørelse i løbet af første halvår 2023, med forbehold for sager med særlig komplicerede forhold.

Når der er nyt i din sag, modtager du et brev om det i Tast selv. Så husk at tjekke efter, om der ligger nye henvendelser fra os. 

Følg status på sagsbehandlingen 

På Tilskudsguiden kan du se den aktuelle status på sagsbehandlingen

Om denne tilskudsordning

Ordningen privat skovrejsning er en del af det danske landdistriktsprogram (LDP) 2014-22 og er 100% finansieret af EU.

Ordningen har til formål at etablere nye skove, der forbedrer vandmiljøet og naturen ved en reduktion af kvælstof til søer, fjorde og/eller indre farvande og på privatejede landbrugsarealer. Sekundært skal privat skovrejsning etablere nye skove, som beskytter drikkevandsressourcer eller binder kulstof. Indsatsen baseres på frivillig medvirken fra lodsejere. 

Kontakt 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til naturoglandbrugsudvikling@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.