Hvis du har et tilsagn med status af omdrift, indgår arealet i opgørelsen af dit omdriftsareal, hvoraf fire procent skal ligge som ikke-produktive arealer. Kravet er en del af konditionalitet, som indføres fra 2023 med den nye landbrugsreform.
Du kan se, at dit areal er registreret som omdrift, når du ved indberetning af din mark i fællesskemaet, bliver bedt om at benytte afgrødekode 247.
Det er ikke et krav, at du opfylder GLM 8 på selve tilsagnsarealet, hvis du foretrækker at udlægge de ikke-produktive arealer på andre marker i omdrift.
Det er dog muligt at opfylde GLM 8 på dit areal med plejegræs-tilsagn, hvis arealet har status som omdrift. Det kan være, at du ikke har andre omdriftsarealer at opfylde kravet på, og derfor kun kan opfylde kravet på dine tilsagnsarealer.
Sådan kan du opfylde GLM 8-kravet på dine plejegræs-arealer
Nogle landskabselementer regnes automatisk med som GLM 8
Nogle arealer regnes som ikke-produktive, uanset at de er omfattet af græsning. Det gælder for markkrat, GLM-søer og GLM-fortidsminder. Hvis disse arealer er registreret i Internet Markkort (IMK), medregnes de til GLM 8, når du indtegner din mark henover arealet.
Småbiotoper uden slæt eller græsning kan regnes med som GLM 8
Du kan også medregne småbiotoper til at opfylde GLM 8. Småbiotoper på et plejegræs-areal er defineret ved delarealer, hvor du undlader slæt og græsning. Småbiotoper uden slæt eller græsning må udlægges på dit plejegræs-areal inden for reglen om 20 procent fleksibilitet.
- Har du græsning på dit tilsagnsareal, er det nødvendigt at du frahegner de delarealer, som skal bruges til at opfylde GLM 8.
- En småbiotop må være mellem 100 m2 og 1 ha stor, og der skal være mindst 5 meter mellem hver småbiotop.
- Du skal indtegne delarealet som ”Småbiotop” i Internet Markkort (IMK), og vælge at småbiotopen skal bruges til GLM 8.
Du må ikke bruge brak og markbræmmer på dine tilsagnsarealer
Du kan ikke bruge brak og markbræmmer på dine tilsagnsarealer med henblik på at opfylde GLM 8 og stadig beholde dit tilsagn til plejegræs. Hvis du alligevel gør det, vil tilsagnet bortfalde med krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt tilskud.
Læs om konditionalitet
Læs mere om GLM 8 fra 2023
Læs nyheden: Pleje af græs- og naturarealer: Øget fleksibilitet på plejekravet fra 2023
Læs mere
Ordningen pleje af græs- og naturarealer er en del af det danske landdistriktsprogram, og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Læs mere om pleje af græs- og naturarealer
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.