EU-Kommissionen har godkendt Danmarks CAP-plan for den kommende landbrugsreform

31-08-2022

EU-kommissionen har 31. august 2022 godkendt den danske CAP-plan. CAP-planen beskriver den danske implementering af EU’s fælles landbrugspolitik 2023-27. Dermed er der nu skabt yderligere klarhed om reglerne for at modtage EU’s landbrugsstøtte fra 2023.

Danmark har som et af de første EU-medlemslande fået godkendt CAP-planen af EU-Kommissionen. CAP-planen er grundlaget for implementering af den kommende landbrugsreform og de regler og tilskudsordninger, som indføres fra 2023.

Se den godkendte CAP-plan her

Planen er godkendt uden større ændringer

Den godkendte CAP-plan svarer stort set til den reviderede CAP-plan, som Landbrugsstyrelsen sendte til EU-Kommissionen 19. juli. Den eneste forskel i den godkendte CAP-plan er mindre tekniske justeringer vedrørende biavl. Landbrugsstyrelsen sendte en nyhed ud 19. juli, hvor vi oplistede de væsentlige ændringer i den reviderede CAP-plan.

Læs nyheden om ændringerne i den reviderede CAP-plan her

Vi bruger input fra landbruget

Med godkendelsen har vi nu hele grundlaget for at udarbejde bekendtgørelser og vejledninger for de tilskudsordninger og regler, der indgår i CAP-planen. Vi er allerede godt i gang og vil her i sensommeren sende de første bekendtgørelser i høring. For at gøre vejledninger og bekendtgørelser så brugervenlige som muligt, har landbrugere og landbrugskonsulenter bl.a. givet feedback på de enkelte ordninger og bekendtgørelser.

Derudover har landbrugere og landbrugskonsulenter været inviteret til at teste ansøgningsskemaer, hvor de har givet input og gode ideer til udformning af ansøgningsskemaer og IMK. Arbejdet med at inddrage fortsætter frem til tilskudsordningerne er på plads. I juni afholdte vi et webinar, der forklarede de kommende arealordninger i hovedtræk, og vi vil henover efteråret informere yderligere i tillæg til bekendtgørelser og vejledninger i høring.

Allerede nu kan du finde mere information

På vores hjemmeside har vi samlet relevant information om den kommende landbrugsreform. Du kan her læse nærmere om de kommende tilskudsordninger. Du kan også læse om konditionalitet, som er de kommende krav, der kommer til at træde i stedet for krydsoverensstemmelse. Vi vil løbende opdatere siden med information.   

Gå til hjemmesiden om den landbrugsreformen her

Læs mere om de kommende tilskudsordninger

Læs om reglerne for konditionalitet

Se webinar om arealtilskudsordningerne fra 2023

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.