Ansøgningsrunden forlænges med seks dage. Fristen for at indsende ansøgningsskemaet bliver derfor 28. april 2022, mens ændringsfristen er udskudt til 23. maj. Ansøgningsrunden åbnede 1. februar.
Samtidig forlænges også fristen for at indsende ændringsforslag til eksisterende markbloktemaer eller oprette nye markbloktemaer i Internet Markkort. Fristen bliver ændret fra 2. maj til 9. maj 2022.
Opdateret 13. april: Ansøgningsfristen 28. april 2022 gælder også for dig, der skal tilmelde en virksomhed til undtagelsen om 230 kg N/ha for kvægbrug i Gødningskvote og efterafgrødeskemaet.
Generelt har vores it-systemer været stabile i år, ligesom svartiderne er forbedret markant i forhold til 2021. Den tid, hvor det ikke har været muligt at indsende ansøgninger, har været væsentligt lavere end tidligere år.
Der har dog også været udfordringer i starten af runden, og dertil har der de seneste dage været nogle fejl på vores it-systemer, som gør, at vi nu vælger at give lidt mere tid til at indsende ansøgninger.
I alt har over 28.000 ansøgere indsendt et skema indtil videre. Det forventes, at omkring 36.000 landmænd ansøger om støtte.
Opdateret 13. april: Landbrugsstyrelsens kundecenter er som altid klar til at besvare spørgsmål. Kundecenteret holder åbent næste uge, 19. til 21. april, kl. 8-16 og 22. april kl. 8 -15. I ugen 25.-29. april holder vi åbent i de sædvanlige åbningstider kl. 9-16 mandag til torsdag og kl. 9-15 om fredagen.
Yderligere oplysninger:
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.