Minivådområder 2023

Find vejledning, ansøgningsskema m.m. til tilskuddet minivådområder 2023

Gå til minivådområder 2024 og 2025

Formålet med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand.

Overvejer du at etablere et minivådområde, kan du kontakte en udtagningskonsulent der gratis kan hjælpe dig med en række forberedende undersøgelser, herunder udarbejdelse af ansøgning om tilskud.

Minivådområdeordningen er 100 % finansieret af EU-midler under det danske landdistriktsprogram.

Har du etableret et minivådområde og er du aktiv inden for primær landbrugsproduktion, kan du få kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af dit minivådområde. Bemærk at kompensationen ydes som de minimis-støtte.

Status og frister

Lukket for nye ansøgninger
Åben for udbetaling
  • 4. September 2023 til 7. November 2023

    Ansøgningsfrist

Anslået sagsbehandlingstid3-6 måneder

Om tilskuddet

Du kan som privat ansøger med et CVR-nr. eller CPR-nr. søge om tilsagn om tilskud til et minivådområdeprojekt.

For at søge om tilskud til et minivådområdeprojekt, skal du desuden være ejer eller forpagter af et areal, der er udpeget som 'egnet' eller 'potentielt egnet' til etablering af minivådområder.

Der er standardomkostninger på minivådområdeprojekter. Det betyder, at offentlige ansøgere, der skal overholde reglerne i udbudsloven, ikke kan søge om tilskud til et minivådområde.

Et minivådområdeprojekt kan også gennemføres af flere lodsejere. Lodsejere kan i fællesskab oprette en forening/organisation, der står for at udføre projektet. Foreninger/organisationer skal have et CVR-nr., før de kan søge om tilskud til et minivådområdeprojekt.

Etablering af åbent minivådområde – det kan du få tilskud til

Der er standardomkostninger på minivådområdeordningen. Standardomkostninger har betydning for, hvilke aktiviteter du kan få tilskud til samt hvilke tilskudssatser du kan få.

Den samlede standardomkostning for de enkelte poster beregnes som grundprisen + den fastsatte pris pr. m2. For posterne 'Udgifter til slutopmåling ved landinspektør', 'Etablering af sti/kørefast areal', 'Konsulentudgifter til byggerådgivning', samt 'Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser og gebyrer' er det en fast grundpris der gives:

Standardomkostninger for minivådområder 2023
Post Grundpris (kr.) Pris pr. m2 anlægsareal svarende til 1 pct. af drænoplandets størrelse (kr.)
Samlet for obligatoriske anlægsdele 170.000 43
Udgifter til slutopmåling ved landinspektør (obligatorisk) 13.000 (Fast pris)
Etablering af pumpe,  pumpebrønd og evt. reservoir 74.000 10
Etablering af plantedække på lavvandede zoner 3.100 1
Etablering af sti/kørefast areal 9.300 (Fast pris)
Konsulentudgifter til byggerådgivning 14.100 (Fast pris)
Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser- og gebyrer 6.630 (Fast pris)
Arkæologiske forundersøgelser 13.000 3

Tabel: Obligatoriske og valgfrie standardomkostninger samt satser for minivådområdeordningen 2023

Obligatoriske anlægsdele dækker over alt anlægsarbejde, etablering af arbejdsplads, etablering af iltningsbrønd eller iltningstrappe, rørarbejder og jordarbejder (inkl. etablering af lermembran hvor det er nødvendigt for at opnå lavpermeable forhold) der sikrer, at kravene i bekendtgørelsens bilag 3 er overholdt.

Det maksimale beløb du kan få udbetalt svarer til størrelsen af dit åbne minivådområde beregnet som 1 procent af drænoplandets størrelse. Du kan således godt i IMK have tegnet og anlagt et minivådområde, der er større end 1 procent af drænoplandet, men standardomkostningen er udregnet ud fra størrelsen, der svarer til 1 procent af drænoplandet.

Kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af minivådområdet - det kan du få i tilskud

Der kan ydes kompensation for tabt indkomst samt kompensation for vedligehold af projektarealet. Vedligehold omfatter blandt andet oprensning af sediment efter behov, oftest efter 5 år og eventuel grødeskæring i minivådområdets dybe bassiner, hvis disse vokser til.

Kompensationen udbetales samlet som en engangskompensation ved projektets slutudbetaling. Kompensationen beregnes på baggrund af projektarealets størrelse i ha. Kompensation for tabt indkomst beregnes på baggrund af projektarealets anvendelse i 2022.

  • For arealer i omdrift: 35.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022).
  • For arealer med permanent græs: 18.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022).
  • For øvrige arealer: 3.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022).

Det offentlige tilskud udgør 100 pct. af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til etablering af minivådområdet. Tilskuddet er finansieret af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Se listen over tilskudsberettigede udgifter under sektionen ’Hvad giver vi tilskud til?’

Når du søger om tilskud til etablering af et minivådområde har du samtidigt mulighed for at søge om kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligehold af minivådområdet. Denne finansieres af nationale midler fra Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri og gives som de minimis-støtte. Du skal være opmærksom på, at der findes et loft for, hvor meget man må modtage i de minimis-støtte over 3 regnskabsår på 20.000 Euro.

Der er i alt afsat 195 mio. kr. til ansøgningsrunden til åbne minivådområder og 16,6 mio. kr. til kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligehold af minivådområdet.

For at modtage et tilsagn om tilskud, skal følgende kriterier være overholdt (kriterier for støtteberettigelse)

  • Du må ikke påbegynde projektet før du har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud.
  • Projektarealet skal etableres på eget eller et forpagtet areal, såfremt ejers accept heraf foreligger.
  • Projektarealet må ikke være større end 2 gange minivådområdets størrelse i ha.
  • Minimum 80 % af drænoplandet har været et areal med produktion af afgrøder, der ikke anses som permanente afgrøder, eller et areal, der er til rådighed for produktion af afgrøder, men som ligger brak (omdriftsareal), i et år forud for ansøgning om tilsagn om tilskud. Arealet skal være indberettet som omdriftsareal i Fællesskemaet året, før ansøgning indgives
  • Drænoplandet afgrænses så gennemsnitseffekten af minivådområdet er minimum 300 kg N pr. ha åbent minivådområde.
  • Drænoplandet afgrænses, så minimum 70 % af arealerne består af egnede eller potentielt egnede arealer på udpegningskortet og maksimalt 10 % af arealerne består af ikke egnet arealer. De resterende arealer kan udgøres af øvrige arealer, jf. bilag 6
  • Drænoplandet er på minimum 20 ha, hvis minivådområdet etableres uden pumpe, pumpebrønd og evt. reservoir.
  • Drænoplandet er på minimum 50 ha, hvis minivådområdet etableres med pumpe, pumpebrønd og evt. reservoir.
  • Minivådområdet dimensioneres i forhold til minivådområdets drænopland og skal minimum være i forholdet 1:100.
  • Minivådområdet placeres på egnede og potentielt egnede arealer, dog må maksimalt 10 % af minivådområdet placeres på ikke-egnede arealer.
  • Drænoplandet til minivådområdet er drænet og der er identificeret et hoveddræn, der leder til minivådområdets sedimentationsbassin.
  • Vandføringen i drænene vurderes at være meget lav i sommermånederne for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.
  • Drænvandet indeholder i gennemsnit minimum 4 mg kvælstof pr. liter drænvand henholdsvis sommer, efterår og vinter for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.
  • Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til projekttilskudsordninger, herunder forundersøgelser, etablering og opretholdelse, under et af landdistriktsprogrammerne eller under den gældende strategiske CAP-plan.
  • Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til en arealbaseret tilskudsordning for miljøvenligt landbrug, miljø- og klimavenligt landbrug eller økologisk landbrug under et af landdistriktsprogrammerne eller under den gældende strategiske CAP-plan. Dette kan dog fraviges, hvis du som ansøger, ved din ansøgning, oplyser at eksisterende tilsagn fra en arealbaseret tilskudsordning enten omdannes eller bortfaldes.
  • Projektet er ikke beliggende på et areal, der er omfattet af en servitut som følge af tilsagn om tilskud under et af landdistriktsprogrammerne.
  • Projektet er ikke beliggende på et areal, hvor der har været udført en forundersøgelse til projekter om vådområder, lavbundsområder eller naturlige vandstandsforhold under et af landdistriktsprogrammerne, medmindre det pågældende projekt til etablering ikke kan eller vil blive gennemført.
  • Projektet er ikke omfattet af oplandet til vådområder og lavbundsområder under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed, som forventes at forringe effekten af vådområdeprojektet eller lavbundsprojektet væsentligt. Dette skal du koordinere med kommunen og dette skal dokumenteres med en erklæring, som bliver vedhæftet som bilag til ansøgningen.
  • Projektet modtager ikke eller har ikke tidligere modtaget andre EU-tilskud eller tilskud under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed til etablering af det ansøgte minivådområde.
  • Som ejer eller forpagter af arealer i projektet, må du ikke være forpligtet til at gennemføre projektet i medfør af anden lovgivning.

Ovenstående kriterier skal være overholdt på ansøgningstidspunktet, men også i løbet af projektperioden. Dvs. eventuelle ændringer af projektet skal også overholde kriterierne. 

Når der er givet tilsagn om tilskud til projektet, er du forpligtet til at overholde følgende (forpligtigelser)

  • Projektet skal gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet, herunder med det antal hektar, type investeringer og placering af projektarealet, som er anført i tilsagnet.
  • Du skal købe investeringerne i det projekt der etableres.
  • Der skal informeres om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014.
  • Projektet skal afsluttes og slutudbetalingsansøgning skal sendes senest den 1. oktober 2025.
  • Sikre at der ikke er andre synlige drænudløb fra minivådområdets drænopland end hoveddrænet, der afvander til minivådområdet.
  • Sikre at de anvendte investeringer er nye.
  • Sikre opnåelse af de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder inden anmodning om slutudbetaling indsendes. Projektet skal være lovligt gennemført.
  • Etablere minivådområdet og det omkringliggende areal i henhold til bilag 3 i bekendtgørelsen. 

Når projektet er afsluttet, skal du overholde følgende (dette kalder vi andre forpligtigelser)

  • Sikre at minivådområdet og projektarealet ikke udsættes for væsentlig ændring, der berører dets art, mål eller gennemførelsesvilkår, i en opretholdelsesperiode på 10 år fra datoen for slutudbetaling. Dette svarer til opretholdelsesperioden.
  • Sikre at minivådområdet og projektarealet vedligeholdes og at minivådområdet er fuldt funktionelt i hele opretholdelsesperioden.
  • Holde ansøgning om udbetaling med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 år og 6 måneder, regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud.
  • Opbevare alt materiale til brug for dokumentation af, at reglerne for udbetaling af de minimis støtte er overholdt, i 10 år fra den dato, hvor kompensationen blev modtaget
  • Sikre at kontrolmyndigheden har adgang til projektarealet og til det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.

Minivådområdeordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2022. Landdistriktsprogrammet har til formål at udvikle landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet, bruge naturens ressourcer bæredygtigt og skabe en balanceret udvikling i landdistrikterne.

Det primære formål med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en sekundær effekt reducerer minivådområder også fosforudledningen.

Projekterne skal placeres på udpegningskortets egnede og/eller potentielt egnede arealer, der sikrer at minivådområderne vil have en effekt og desuden skal minivådområdet ligge i et delopland med et kvælstofreduktionsbehov.

Minivådområdeordningen bidrager til implementeringen af EU’s vandrammedirektiv.

Finansieret af Den Europæiske Union

Sådan søger du

Du skal søge om tilskud til etablering af et minivådområde via Tast selv hos Landbrugsstyrelsen

Du bør læse vejledning om tilskud til etablering af minivådområder grundigt inden du eller din udtagningskonsulent sender en ansøgning via Tast selv.

Hvis du får en besked i Tast selv om, at du ikke kan indsende din ansøgning, kan det skyldes, at de vedhæftede filer til ansøgningen er større end, hvad systemet kan acceptere. Det er kun muligt at indsende 10 MB via Tast selv.

Husk en erklæring fra din udtagningskonsulent

Udtagningskonsulenterne yder gratis rådgivning og kan bl.a. hjælpe dig med korrekt placering, dimensionering og design af det enkelte minivådområde.

Hvis du vil anlægge et minivådområde med tilskud under ordningen, skal du i din ansøgning vedlægge en underskrevet erklæring fra en udtagningskonsulent. Erklæringen skal tilkendegive, at drænoplandet er korrekt afgrænset, herunder at der ikke er andre synlige drænudløb end det hoveddræn, der afvander til minivådområdet. Derudover skal den tilkendegive, at en pumpeløsning er væsentlig for projektet, hvis du ønsker at ansøge om tilskud en pumpe.

I tilfælde af at drænoplandet til dit projekt er beliggende på 50 procent eller mere ”potentielt egnet” areal, skal erklæringen også tilkendegive, at der er foretaget de nødvendige prøver og observationer, På udpegningskortet for minivådområder kan du se, om dine arealer er potentielt egnede og kræver observationer og prøvetagning.

Husk derfor at tage kontakt til din udtagningskonsulent i god tid før ansøgningsfristen, hvis du planlægger at etablere et minivådområde.

Du kan ikke få tilsagn om tilskud til dit minivådområdeprojekt, hvis minivådområdets drænopland og projektareal er omfattet af oplandet til et vådområde- eller lavbundsprojekt under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller anden offentlig myndighed. Dette gælder kun såfremt minivådområdet forventes at forringe effekten af vådområde- eller lavbundsprojektet væsentligt.

Du skal derfor dokumentere og indsende en erklæring om, at placeringen af minivådområdet er koordineret med kommunen. Erklæringen skal underskrives af en repræsentant fra kommunen og din udtagningskonsulent. Du skal vedhæfte erklæringen som bilag til din ansøgning i Tast Selv, der dokumenterer koordineringen er sket.

Link til udtagningskonsulenternes hjemmeside

Ændringer af projektet

Hvis du ønsker at ændre i dit projekt, skal du finde din ansøgning i Tast selv. Her kan du ændre i ansøgningen og indsende ændringerne af projektet.

Tilskudsbeløbet og kompensationsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.

Tast selv – Landbrugsstyrelsens digitale selvbetjening

Bemærk at din ansøgning om ændring af et projekt skal være modtaget af Landbrugsstyrelsen senest den 1. august 2025.

Din ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, dog må ændringen gerne påbegyndes, for egen regning og risiko, inden ændringen er godkendt.

Overdragelse af tilsagn

Hvis tilsagnet skal overdrages til en anden, skal den oprindelige tilsagnshaver udfylde skema til overdragelse af tilsagn, som findes på ordningens tilskudsguide, og vedhæfte det i bilagsfanen i Tast Selv.

Skema til overdragelse af tilsagn

Som ny tilsagnshaver kan du inden for 14 dage efter du har overtaget tilsagnet om tilskud, søge om at få overdraget den tidligere tilsagnshavers tilsagn om kompensation i Tast Selv.

Kompensationen skal genberegnes ved overdragelse af tilsagn og du skal derfor angive al de minimis-støtte modtaget i indeværende og to forudgående regnskabsår. Kompensationsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med overdragelsen.

Særligt om indtegning af projektet i IMK

Under anlægsfasen af minivådområdet har placeringen måske ændret sig i forhold til tidspunktet for ansøgningen. Når du ved, at projektets placering har ændret sig, skal du indsende en ændring af projektet, så indtegningerne af projektet i IMK er korrekte. Det er vigtigt at fortage denne ændring inden din anmodning om udbetaling. Det skyldes, at vi ved en afsyning inden udbetaling kontrollerer projektets faktiske placering i forhold til din indtegning af projektet i IMK.

Ved udbetaling af tilskud til minivådområder skal du bruge udbetalingsskemaet i Tast selv:

Tast selv – Landbrugsstyrelsens digitale selvbetjening

I vejledningen til minivådområdeordningen finder du information til brug for din anmodning om udbetaling.

Når du har indsendt din udbetalingsanmodning kommer vi på afsyningsbesøg og kontrollerer, at minivådområdet overholder de krav, der findes i bekendtgørelsens bilag om udformning af minivådområdet. Husk, at minivådområdet skal overholde disse krav i hele opretholdelsesperioden på 10 år, hvor der også vil kunne være kontrolbesøg.

Dokumentation der skal vedhæftes i forbindelse med den nye afsyningsmodel

Som en del af den nye afsyningsmodel, har du mulighed for selv at indsende dokumentation til brug ved afsyningen af dit projekt. Denne dokumentation skal vedhæftes som bilag, når du anmoder om udbetaling.

Du skal desuden vedhæfte et excel-ark til din udbetalingsanmodning, der angiver forskellige mål på dit anlagte minivådområde. Arket kan udfyldes af udtagningskonsulenten. Arket bliver brugt i forbindelse med afsyningen.

Hvis dokumenterne er for store til at vedhæfte som bilag i skemaet til udbetalingsanmodningen, kan du sende dokumenter pr. e-mail til: mv-udbetaling@lbst.dk.

Du skal opbevare dokumentationsmateriale i 5 år og 6 måneder efter slutudbetalingen

Du skal være særligt opmærksom på, at du skal opbevare udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 år og 6 måneder regnet fra datoen i brevet om slutudbetaling.

Spørgsmål og svar om tilskuddet

I forhold til sidste års ansøgningsrunde er ordningens regelsæt ændret med følgende:

  • Muligheden for forskudsudbetaling ophører.
  • Der tilføjes en standardomkostning for ”Udgifter til slutopmåling ved landinspektør” som er en særskilt obligatorisk udgift opgjort til 13.000 kr.
  • Alle projekter skal være færdige og have ansøgt om slutudbetaling senest d. 1. oktober 2025
  • Der kan ikke søges om projektforlængelse, da alle projekter skal have søgt om slutudbetaling senest d. 1. oktober 2025
  • Der indføres krav om, at projektarealet skal holdes dyrkningsfrit og beplantet.
  • Derudover præciseres det, at der skal være en afstand fra den ydre grænse af det omkringliggende areal og til designvandspejlet på mindst 3 meter.

De to sidstnævnte ændringer indføres på baggrund af faglige anbefalinger, for at beskytte minivådområdets brinker.

Ordningen minivådområder 2023 er en ordning under landdistriktsprogrammet (LDP). Det betyder at ordningen finansieres af landdistriktsprogrammet, hvis midler skal være hjemtaget inden udgangen af 2025. For at sikre at disse projekter afsluttes og udbetales inden skæringsdatoen for hjemtagning af LDP midler har det været nødvendigt at forkorte projektperioden.

Fra 2024 overgår minivådområde ordningen til den ny fælles europæisk landbrugspolitik (CAP) i EU og afløses af en tilsvarende ordning under den nye CAP-plan.

Det er blevet påpeget gennem revision, at Landbrugsstyrelsen ikke længere må give forskudsudbetaling.

Hvis du ønsker at ændre i dit projekt skal du indsende en ansøgning om ændring, der skal godkendes af Landbrugsstyrelsen. Dog må ændringen af projektet påbegyndes for egen regning og risiko, inden ændringen er godkendt.

Du må gerne ændre placeringen af dit minivådområde inden for projektarealet uden godkendelse, så længe kravene i bilag 3 stadig er overholdt.

Overdragelse af tilsagn om tilskud til en anden, skal godkendes af LBST, inden overdragelsen kan finde sted.

Status for behandling af ansøgninger

Landbrugsstyrelsen behandler ansøgninger på projekttilskudsordninger. 

Se status for sagsbehandlingen

Behandling af personoplysninger

Kontakt

Projekttilskud
Tlf: 33 95 80 00
Mail: projekttilskud@lbst.dk