Før du gennemfører et etableringsprojekt, skal du blandt andet have udarbejdet flere materialer, herunder en vurdering fra en faglig ekspert, f.eks. en forundersøgelsesrapport, som viser projektets påvirkning af vandstanden i området. Derudover skal du lave en beskrivelse af projektets forventede effekt på naturtyper og arter.
Vær opmærksom på, at du kun kan få tilskud til at dække udgifter, som du på forhånd har søgt om i din ansøgning. Du kan se, hvilke udgifter du kan få dækket i det tilsagn, som vi har godkendt.
Inden du sender din ansøgning til os, skal du have en erklæring fra kommunen om, at projektet falder inden for Natura 2000 planlægningen. Dette gælder dog ikke projekter, hvor en offentlig ejer af arealerne selv udarbejder drifts- og plejeplaner i Natura 2000-områder.
Der kan være andre regler, som du skal søge dispensation om, og derfor er det en god ide at spørge din kommune.
For at få tilskud skal dit areal ligge inden for de særligt udpegede Natura 2000-områder til hydrologi.
I tilsagnet sætter vi en frist for, hvornår projektet skal være færdigt. Hvis du ikke kan nå at blive færdig med projektet inden den fastsatte frist, skal du bede om udsættelse senest ti dage, før fristen udløber.
Inden slutudbetaling skal der tinglyses en servitut på alle ejendomme med arealer indenfor projektområdet. Vi har udarbejdet en skabelon til deklaration om rådighedsindskrænkning i forbindelse med tinglysning af Naturlige vandstandsforhold, som du kan benytte dig af:
Skabelon til deklaration for tilsagn i 2017 og 2018