På denne side finder du de mest almindelige spørgsmål og svar om omgåelse. 
Har du fået et brev i forbindelse med vores kontrol for omgåelse, kan du også finde spørgsmål og svar om det. 

Gå til spørgsmål og svar om breve vedrørende omgåelse

Gå til spørgsmål og svar om kontrol for omgåelse på konditionalitet 


Generelle spørgsmål om omgåelse

Hvad går kontrollen af ejerforhold og omgåelse ud på?

Landbrugsstyrelsen kontrollerer, om der er ansøgere til landbrugsstøtteordningerne, der på kunstig vis søger at opnå en fordel i strid med ordningernes formål. Det kan for eksempel være, hvis et landbrug har opdelt sine produktionsenheder i flere selskaber, og har gjort det udelukkende for at omgå støttelofter og dermed få mere støtte.

Jeg er udtaget til kontrol for omgåelse. Har jeg gjort noget forkert?

Nej, ikke nødvendigvis. Vi undersøger hvert tilfælde af adresse- og ejersammenfald for at se, om vi har yderligere spørgsmål til jeres valg af virksomhedskonstruktion.

Hvorfor er jeg udtaget til kontrol for omgåelse?

Landbrugsstyrelsen undersøger alle ansøgninger, hvor der potentielt kan opnås en uberettiget fordel.

  • Vi undersøger ansøgers bagvedliggende ejerforhold og relation til andre virksomheder, der søger støtte.
  • Vi undersøger, om ansøger har eller kan have opnået en konkret økonomisk fordel på baggrund af sin virksomhedskonstruktion.

Hvis vi finder adresse- eller ejersammenfald, og samtidig finder, at ansøger kan have opnået en konkret økonomisk fordel, udtager vi sagen til yderligere kontrol.

Hvordan undersøger I sagerne, og hvad lægger I vægt på?

Når vi kontrollerer en sag for omgåelse, undersøger vi, om formålet med strukturering af ansøgers virksomhed skyldes reelle og driftsmæssige hensyn, eller om formålet alene har været at omgå EU-reglerne for støtte.

Hvad er objektive og subjektive forhold?

Landbrugsstyrelsen skal i sin kontrol for omgåelse kunne påvise, at der hos ansøger er såvel objektive som subjektive forhold, der peger på omgåelse. Det objektive forhold vil være opfyldt, hvis det kan påvises, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om ansøgeren formelt overholder betingelserne i lovgivningen. Det subjektive forhold vil være opfyldt, hvis det kan påvises, at en landbruger har handlet udelukkende med den hensigt at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. 

Et objektivt forhold kan f.eks. være, hvis en virksomhed har fået udbetalt mere landbrugsstøtte på baggrund af sin virksomhedskonstruktion. Et subjektivt forhold kan f.eks. være, hvis denne virksomhedskonstruktion er skabt alene med det formål at opnå mere i støtte.

Du kan læse mere her: Sådan kontrollerer vi for omgåelse

 

Hvad er konsekvensen ved omgåelse?

EU-reglerne fastslår, at det ikke skal være muligt at opnå fordele gennem omgåelse af EU-reglerne. 
Landbrugsstyrelsen skal derfor foretage en individuel og konkret vurdering af, om udbetalingen af støtte i de enkelte tilfælde er opnået gennem omgåelse. 

Som udgangspunkt vil en afgørelse om omgåelse enten medføre et fuldt bortfald af tilskuddet på den ordning, hvor det er fastslået, at en specifik regel er omgået, eller også vil der ske en genberegning af ansøgerens tildelte tilskud.

I takt med, at sagerne om omgåelse afgøres, vil vi kommunikere om praksis for afgørelser i omgåelsessager. 

Hvornår kan der være tale om fuldt bortfald som konsekvens af omgåelse?

Bortfald kan komme på tale ved f.eks. omgåelse af reglerne for at opnå mere ø-støtte eller etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere (UL). Hvis man har opnået UL-tilskuddet ved omgåelse af reglerne, mister man hele tilskuddet – dvs. for alle årene, hvor det er blevet uberettiget tildelt.

Kan fuldt bortfald på en tilskudsordning medføre bortfald af grundbetaling?

Selvom en virksomhed kunstigt har skabt betingelserne for at opnå mere støtte til tilskudsordninger som f.eks. unge landbrugere, ø-støtte eller lignende, følger det ikke automatisk heraf, at retten til selve grundbetalingen er opnået ved omgåelse. Begrundelsen for dette er, at retten til grundbetaling følger af nogle andre regler, som ikke nødvendigvis er blevet omgået.

Hvornår kan der være tale om genberegning som konsekvens af omgåelse?

En genberegning kan være en konsekvens, hvis en landbruger har omgået capping-reglerne (støtteloft). Det vil være tilfældet, hvis en landbruger ved omgåelse har undgået at få nedsat den del af sin grundbetaling, der ligger over 150.000 euro, med fem procent. I de tilfælde vil en omgåelse af det såkaldte ”capping-loft” ikke medføre fuldt støttebortfald for ansøgeren, men ansøgeren vil skulle have genberegnet sin grundbetaling. I praksis betyder det, at ansøgerens ansøgninger bliver betragtet som én samlet ansøgning, og capping beregnes på den baggrund. Uberettiget udbetalte midler skal tilbagebetales til styrelsen. Ansøgeren mister dermed ikke retten til grundbetaling, selvom der har været omgåelse af capping-reglerne.

Hvilke klagemuligheder har jeg, hvis I træffer afgørelse om omgåelse?

Modtager du en afgørelse om omgåelse, vil du få en klagevejledning med afgørelsen. Du kan påklage en afgørelse om omgåelse på sædvanlig vis.

Hvordan undersøger Landbrugsstyrelsen for adresse- eller ejersammenfald?

Vi sammenkører vores ansøgningsoplysninger med CVR-registret for at finde adresser eller virksomhedsejere, hvor der er registreret flere CVR-numre.

Hvornår kan jeg forvente at få min arealstøtte for 2021?

Vi må ikke udbetale støtten, før kontrollen for omgåelse er afsluttet. Disse sager bliver prioriteret først i sagsbehandlingen, og Landbrugsstyrelsen påbegynder løbende udbetalingsprocessen i sager, hvor der ikke statueres omgåelse, og som vurderes støtteberettigede. Får du et høringsbrev, er det derfor vigtigt, at du hurtigt sender de dokumenter, som vi beder om, så vi kan færdigbehandle din ansøgning.

Hvornår kan jeg forvente at få min arealstøtte for 2022?

Landbrugsstyrelsen begyndte at udbetale grundbetaling, grøn støtte mv. fra 1. december 2022. Vi må først udbetale ansøgninger, som er udtaget til kontrol for omgåelse, når kontrollen er afsluttet.

Det betyder også, at vi skal tilbageholde udbetalinger på ansøgninger, hvis en tidligere ansøgning til samme ordning er udtaget til kontrol. Konkret betyder det, at hvis din ansøgning om arealstøtte i 2021 er udtaget til kontrol, kan vi først udbetale din ansøgning om arealstøtte for 2022, når kontrolsagen er afsluttet.

Efter afsluttet kontrol for omgåelse gør vi straks sagen klar til udbetaling. Kontrol af omgåelse er kompliceret, da vi blandt andet skal undersøge ejerforhold og incitament samt eventuelt indhente yderligere oplysninger hos ansøger. Derfor forventer vi, at en del af de tilbageholdte ansøgninger først kan blive udbetalt i løbet af 2023, og at de sidste sager vil kunne afsluttes hen mod slutningen af 2023.

Kan jeg forvente forsinkelse, hvis jeg søger om projektstøtte i 2023?

Omgåelseskontrollen på projektstøtte er integreret i den almindelige drift og sagsbehandling. På sager, hvor der ikke findes objektive forhold, som indikerer omgåelse, vil man ikke opleve forsinkelser som følge af kontrol for omgåelse. Hvis en sag udtages til nærmere kontrol på grund af objektive forhold, kan den ekstra sagsgang betyde, at det tager længere tid at gøre sagen færdig.

Kan jeg risikere at miste min støtte, hvis Landbrugsstyrelsen udbetaler den senere og dermed ikke får refusion fra EU?

Vi påbegynder udbetalingsprocessen i en sag, så snart sagsbehandlingen er afsluttet, hvis der ikke findes omgåelse. Udbetaling af landbrugsstøtte er ikke afhængig af refusion fra EU. Landbrugsstyrelsen er efter EU-reglerne forpligtet til at udbetale alle EU-tilskud, som tilskudsmodtagerne er berettigede til.

Alle landbrugere, som er berettiget til at modtage landbrugsstøtte, vil selvfølgelig få udbetalt det beløb, de er berettiget til.

Kan jeg få et brev til min bank, så de kan se, at pengene er på vej?

Nej, desværre kan vi ikke give dig et sådant brev, før vi er færdige med kontrollen.

Breve vedrørende kontrol for omgåelse

Har du modtaget et brev om kontrol af ejerforhold og omgåelse, kan du finde spørgsmål og svar her.

Hvorfor skal jeg indsende dokumentation?

Vi skal bruge dine regnskaber m.v. som dokumentation for, at alle de involverede virksomheder drives som selvstændige landbrugsvirksomheder, og ikke i virkeligheden udgør én samlet landbrugsvirksomhed.

Er jeg forpligtet til at besvare spørgsmålene, og hvad sker der, hvis jeg ikke svarer?

Du har ret til at blive hørt, og det kan være i din egen interesse at svare på spørgsmålene. Hvis vi ikke modtager svar fra dig, træffer vi en beslutning på baggrund af det materiale, vi allerede har i sagen.

Hvornår kan jeg forvente at høre fra jer, når jeg har indsendt dokumentation?

Da det er en ny kontrol, vi har indført, er det p.t. svært at vurdere sagsbehandlingstiden. Den afhænger bl.a. af sagernes kompleksitet. Vi har sendt mange høringsbreve og modtager nu mange høringssvar, så du må desværre forvente længere ekspeditionstid. Vi gør, hvad vi kan for at behandle dit svar hurtigst muligt.

Hvad er en intern årsrapport med specifikationer og noter?

Et driftsregnskab består af en ekstern og en intern del. Vi beder om at se det interne driftsregnskab, hvor alle detaljer er med. Dvs. at posterne er udspecificerede med bl.a. kvantum og statusposter.

Hvilke fakturaer er det, I spørger efter?

Det er ikke alle bilag, vi vil se. Vi ønsker at se de bilag, som vedrører evt. handel mellem jeres selvstændige virksomheder. Dette kunne eksempelvis være køb/salg af såsæd, afgrøder, tjenesteydelser, forpagtning og maskinstationsarbejde.

Hvad er en revisionsliste med statusposter/saldoliste med specifikationer/posteringsliste med statusposter/kontokort?

Vi ønsker at se en liste over alle posteringer i regnskabsåret. Hvis du er i tvivl, kan du med fordel spørge din revisor eller regnskabskonsulent. Listen har mange navne alt efter, hvilket regnskabssystem din revisor bruger.

Hvilke kontrakter og forpagtningsaftaler spørger I efter?

De kontrakter og forpagtningsaftaler, vi ønsker at se, er dem, I evt. har lavet mellem jeres selvstændige virksomheder.

Hvordan dokumenterer jeg et generationsskifte?

Hvis I har lavet et generationsskifte, kan I dokumentere det ved hjælp af de skriftlige aftaler, I har lavet vedrørende handelen. I kan også sende kopi af skøder og/eller finansieringsaftaler med kreditforening og pengeinstitut.

Spørgsmål og svar om konditionalitet og omgåelse

Du kan her læse spørgsmål og svar om kontrol for omgåelse på konditionalitet. 

Hvorfor skal I kontrollere for omgåelse på konditionalitet?

Landbrugsstyrelsen skal ifølge artikel 62 i forordning nr. 2021/2116 sikre, at der ikke gives fordele, hvis betingelserne for at opnå en fordel er skabt på en kunstig måde og i strid med formålene med lovgivningen for støtte. Dette gælder også, hvis man opdeler sin virksomhed med det formål at undgå en konditionalitetskontrol eller støttetræk som følge af en konditionalitetskontrol.

Er der forskel på en konditionalitetskontrol med og uden risiko for omgåelse?

Selve kontrolbesøget foregår som en helt almindelig konditionalitetskontrol, hvor vi kontrollerer krav om konditionalitet.

Styrelsen vil besøge nogle bedrifter, der ikke har indgivet en støtteansøgning, men hvor vi kan se, at det er nødvendigt at gennemføre kontrollen ud fra en risikovurdering.

Hvordan foregår en konditionalitetskontrol på baggrund af risiko for omgåelse?

Selve kontrolbesøget foregår som en helt almindelig kontrol for konditionalitet.

Efter kontrolbesøget udfylder vi en kontrolrapport, som danner grundlag for den videre sagsbehandling. Finder Landbrugsstyrelsen i forbindelse med den efterfølgende sagsbehandling, herunder i forbindelse med den administrative kontrol for omgåelse, anledning til at undersøge din sag nærmere, vil du høre fra os. Viser den efterfølgende sagsbehandling ikke, at der er grundlag for yderligere kontrol for omgåelse, vil sagen blive behandlet som en almindelig konditionalitetssag. Vil du vide mere om konditionalitetskontrol, kan du læse kapitel 3 i vores vejledning om konditionalitet.

Gå til Vejledning om konditionalitet

Hvad kan konsekvensen være ved en konditionalitetskontrol på baggrund af risiko for omgåelse?

Ved kontrolbesøget kontrollerer vi for, at kravene om konditionalitet er overholdt. Manglende overholdelse kan medføre støttetræk.  Manglende overholdelse af kravene i en bedrift, der ikke har søgt om støtte, kan medføre støttetræk i tilknyttede bedrifter, hvis Landbrugsstyrelsen finder, at opdelingen af bedrifterne er udtryk for omgåelse.

Har du overholdt kravene om konditionalitet, vil der ikke blive lavet et støttetræk.

Hvilken lovhjemmel har I til at udføre konditionalitetskontrol på bedrifter udtaget på baggrund af en risiko for omgåelse?

Konditionalitetskontrollen gennemføres med hjemmel i CAP-loven § 16, stk. 1. CAP-loven giver Landbrugsstyrelsen som kontrolmyndighed adgang til din bedrift uden retskendelse mod behørig fremvisning af legitimation, hvis det skønnes nødvendigt.

Krydsoverensstemmelseskontrol kan i visse tilfælde blive gennemført, når der er tale om landbrugsstøtte søgt før 2023 under den tidligere landbrugsreform. Er der tale om krydsoverensstemmelse (KO), gennemføres den med hjemmel i landbrugsstøtteloven § 4, stk. 2.

Gå til CAP-loven på retsinformation.dk

Gå til landbrugsstøtteloven på retsinformation.dk