Landbrugsstyrelsen har afdelinger over hele landet. Vi er i kontakt med landmænd, gartnere og en bred kreds af virksomheder, organisationer, forskere og myndigheder inden for fødevareområdet.

Se kontaktoplysninger på vores forskellige adresser

Landbrugsstyrelsens virksomhedsstrategi: Kompetent myndighed

I Landbrugsstyrelsen skal vi som myndighed være på forkant og realisere de politiske prioriteringer for vores område.

I de kommende år skal vi bidrage med vores viden, faglighed og værktøjer for at sikre en god fremtid for den fortsatte erhvervsudvikling og grønne omstilling af landbruget.

Vores mission

Landbrugsstyrelsen regulerer og udvikler dansk landbrug i tråd med politiske målsætninger.

Vores vision

Landbrugsstyrelsen skal som kompetent myndighed understøtte de politiske målsætninger om grøn omstilling og udvikling af landbruget.

Tre fokusområder

Virksomhedsstrategien indeholder tre fokusområder:

  • Sikker og effektiv forvaltning
  • Grøn omstilling
  • Arbejdsliv i udvikling.

Til hvert fokusområde er knyttet en række indsatser.

Hent Landbrugsstyrelsens virksomhedsstrategi: Kompetent myndighed

Vores metode: Regulering, tilskud, kontrol – og dialog med omverden

Vores hovedopgave er at fordele tilskud inden for landbrug.

Vi regulerer og udformer love og regler

Vi regulerer landbrug og gartnerier ved at udvikle og implementere love og bekendtgørelser, som skal sikre bæredygtige rammer for både erhvervet og naturen.

Vi administrerer EU-midler og udbetaler tilskud

Vi giver tilskud til bl.a. landbrugsproduktion, forskning og udvikling, der fremmer vækst og grøn omstilling i fødevareerhvervet. Vi administrerer flere end 80 tilskudsordninger, hvoraf Grundbetalingen til landmænd er den største. Mere end 80 % af pengene kommer fra EU, mens resten finansieres af den danske stat.

Styrelsen er betalingsorgan for EU. Vi er, som de eneste i Danmark, godkendt til at udbetale tilskud fra EU´s landbrugsfonde til bl.a. landmænd og virksomheder. Vores udbetalinger skal leve op til de regler, som EU har fastsat for, hvordan pengene bliver udbetalt korrekt.

Vi kontrollerer landbrugserhvervet

Landbrugsstyrelsen fører kontrol for at sikre, at love og regler overholdes og har den ønskede effekt.

Vi kontrollerer landbrug og gartnerier for at sikre, at landmændene opfylder kravene til tilskud, og vi kontrollerer, at støtten bliver udbetalt korrekt og i følge reglerne. 

Vi udfører 13.000 fysiske kontroller om året og kører ind på mange gårdspladser og virksomheder.

Vi ønsker dialog med landbrugerne og vores omverden

Vi prioriterer en åben dialog med vores omverden og samarbejde med landbrugerne og vores interessenter. Med udgangspunkt i høj faglighed og tværfagligt samarbejde med erhvervslivet og organisationer kan vi udvikle nye løsningsmodeller.

Vores medarbejdere: mange typer uddannelser og opgaver

I Landbrugsstyrelsen er vi ca. 1.200 medarbejdere og faglige eksperter inden for landbrug, fødevarer, EU og samfundsfaglige områder. Vi har en af de største It-afdelinger i staten.

Vores medarbejdere har meget forskellige faglige baggrunde og kompetencer til at løse vores mange forskellige opgaver.

Vi har ca. 17 forskellige personalegrupper repræsenteret, som f.eks.: 

  • HK´ere
  • AC´ere
  • Plantekontrollører
  • Jordbrugsakademikere
  • Agronomer
  • Geografer
  • Økonomer
  • Jurister
  • Landinspektører
  • Journalister

Vi samarbejder på kryds og tværs, ofte med inddragelse af andre dele af ministeriet eller kolleger i andre ministerier eller EU.

Styrelsen i hele landet

Vi er fordelt på otte lokationer rundt om i landet.

Ca. 700 af vores medarbejdere arbejder på vores kontor i København, mens ca. 400 arbejder på vores kontor i Augustenborg og ca. 150 i Tønder. Herudover arbejder ca. 150 på vores fem regionale kontrolkontorer.

Se, hvor du kan finde Landbrugsstyrelsen rundt om i landet

Vores EU-arbejde

Hovedparten af vores arbejde er baseret på internationale forhandlinger og samarbejde. Både når vi udvikler langsigtede initiativer og i vores daglige arbejde. 

Medarbejdere fra Landbrugsstyrelsen deltager ofte i arbejdsgrupper, komitéer og møder i Bruxelles. Vi repræsenterer officielt Danmark i Kommissionen og i det Europæiske råd.

Vi er med til at fastlægge EU’s regler og arbejder med at udmønte reglerne i dansk lovgivning. Vi udarbejder materiale og direktiver, som skal forhandles i EU-parlamentet og følger tæt, hvordan de øvrige EU-lande implementerer love og direktiver.

Når ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri deltager i møder i EU, bidrager vi med relevant viden.

Læs mere om vores EU-arbejde 

Certificeret i ISO 27001

I takt med øget digitalisering stiger risikoen for it-kriminalitet, og truslen mod informationssikkerheden vokser.

I Landbrugsstyrelsen passer vi godt på landbrugernes informationer.

Vi har i 2016 opnået at blive certificeret i den internationale standard ISO 27001 vedr. informationssikkerhed, og har bestået re-certificeringen i 2019 og 2022. Certificeringen er en forudsætning for, at styrelsen kan fungere som EU-udbetalingsorgan, og dokumenterer, at styrelsen har en høj standard inden for informationssikkerhed.

Hvad betyder certificeringen i ISO 27001?

Vi behandler en masse information hver eneste dag, når vi sagsbehandler, kontrollerer og udbetaler støtte og tilskud. ISO 27001 er en international standard til styring af informationssikkerhed, hvor gode og afprøvede måder at tage vare på informationer integreres i organisationens struktur og i dens arbejdsgange og processer. ISO 27001 skal blandt andet sikre, at:

  • Kun de rette har adgang til fortrolige oplysninger og personoplysninger
  • Vi fastholder en høj kvalitet i vores arbejde med data
  • Vores systemer er driftssikre i en grad, hvor vi kan betjene vores brugere.

Under ISO 27001 dokumenterer vi vores arbejde med informationssikkerhed i politikker, procedurer og instrukser, og kvaliteten af arbejdet sikres gennem løbende revisioner, audits og re-certificeringer.

Vores informationssikkerhedskoordinatorer, sikkerheds- og persondataambassadører hjælper, sammen med interne kampagner, med at sikre, at medarbejdere i alle afdelinger har fokus på informationssikkerheden. Samt at ændringsstyring og samarbejde med leverandører altid gennemføres på sådan en måde, at vi kan passe så godt som muligt på de informationer, som vi får ansvaret for.

Landbrugsstyrelsen er den anden statslige styrelse, som er certificeret efter ISO 27001-standarden.