Navne

Latinsk:

Clavibacter michiganensis pv michiganensis

Synonymer:

Corynebacteriuxn michiganense pv michiganense, Bacterium michiganense, Pseudomonas michiganense, Tomatgulbakteriose

Norsk:

Tomatbakteriose

Svensk:

Gulbakterios på tomat

Engelsk:

Bacterial canker of tomato

Finsk:

Tomaatin lakastomistauti

Tysk:

Bakterienwelke der Tomate

Fransk:

Cancre bactérien de la tomate

Skadebillede

Clavibacter michiganensis pv michiganensis er en typisk karbakteriose, der i de senere stadier giver hvidlig til gulbrun misfarvning i karvævszonen.

På drivhusplanter: De første symptomer er en udpræget nedvisning med indrulning, brunfarvning og udtørring af de nedre blade, ofte ensidigt på stængelen. Dette fører til vækststandsning. Lange brune striber viser sig på stængler og stilke. Sådanne nekroser kan ved høje temperaturer og høj luftfugtighed sprække og afsløre hulheder, gule eller rødligbrune, fra hvilke bakterieudskillelse foregår. Små hvidlige pustler, 1-2 mm i diameter, som senere udvikler sig til nekrose, dukker op på bladribber og stilke.

På frilandsplanter: Symptomer på friland er ikke altid markante. Inficerede planter ser længe sunde ud og først sent i udviklingen hen imod frugtmodning kan man iagttage symptomer. Først tørrer planten ud og siden kan nedvisning og dværgvækst forekomme lejlighedsvis. Stængelsymptomer er sjældne. Overfladiske pletter efter sekundær infektion kan forekomme på bladribber og stilke.

Frugtsymptomer: Tomatfrugterne kan modne uensartet og blive marmorerede på overfladen. På tomatfrugterne kan bakterien fremkalde 1-6 mm store pletter, enkelte eller i grupper. Til at begynde med er pletterne lidt hævede og hvide, senere udvikles et brunligt ujævnt center, ikke over 3 mm i diameter, omgivet af en flad, hvid ring.

 

Biologi

Bakterien er frøbåren, men overførsel eller overvintring kan også ske i efterladt plantematerialer og i sprækker på opbindingsstager, dækket af jord. Syrebehandling af frø er udbredt og effektivt overfor bakterien. Under tørre forhold kan bakterien overleve længe på redskaber og andet udstyr. Smitten kan også spredes i jordvandingssystemer fra inficerede planter. Latent infektion og sen udvikling af symptomer er karakteristisk for bakterien. Brydning af den apikale dominans af planterne i forbindelse med podning af tomater på grundstammer eller etablering af 2-tops kulturer kan inducere udbrud af sygdommen.

 

Værtplanter

Hovedvært er tomat, Lycopersicon esculentum og øvrige Lycopersicon-arter samt de vilde Solanaceae, Solanum douglasii, Solanum mammosum, Solanum nigrum og Nicotiana glutinosa. 

 

Udbredelse og betydning

I USA, Canada, Rusland, Australien, Sydafrika, Uruguay, Israel, Tyrkiet, og i Europa i Frankrig, Grækenland, Schweiz er sygdommen vidt udbredt. Men som følge af den omfattende handel med tomatfrø, er sygdommen udbredt på alle kontinenter i en række andre lande.

Siden sygdommen påvistes første gang i USA i 1910 er den blevet spredt over det meste af verden, hvor tomater dyrkes, med inficeret frø. Den anses som en af de værste sygdomme der forekommer på en tomat. Ved højere temperaturer, 26-28°, dræber sygdommen unge planter og kan forårsage udbyttetab på helt op til 70%.

Hovedkilder

EPPO Data Sheets on Quarantine Organisms, EPPO Bull. 12, no 1982.

EPPO Data Sheets on Qurantine Organisms (90/399003)

EPPO PM7/42(1)

 

Tekst af CHT/DK 2007