Ny værditabsmodel skal gøre det mere attraktivt at deltage i vand- og klimaprojekter

Fremover får lodsejere i vand- og klimaprojekter endnu en mulighed for kompensation. Det kan betyde mere og hurtigere udtagning af lavbundsjorde.

Publiceret 20. november 2023

Lodsejere, som deltager i vand- og klimaprojekter i Landbrugsstyrelsens ordninger, kan fremover også vælge at modtage kompensation for det konkrete værditab, der opstår, når arealet ekstensiveres. Initiativet er et supplement til lodsejeres eksisterende muligheder for salg eller engangskompensation. 

Værditabet udbetales i forbindelse med jordfordelingskendelsen. Det giver lodsejeren mulighed for en hurtig udbetaling eller mulighed for at genplacere værditabskompensation i erstatningsjord eller evt. i andre projektarealer i forbindelse med jordfordelingen.

Kompensation for værditabet forventes at være en attraktiv løsning for mange lodsejere, og vil derfor kunne fremme udtagningsindsatsen. Initiativet er bl.a. en udmøntning af anbefaling nr. 9 til at øge udtagningen af lavbundsjord, som ”Ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorde” offentliggjorde i deres første delrapport den 22. august 2023.  

Klik her for at læse om Ekspertgruppens delrapport

Landbrugsstyrelsen kontakter projektejere for at sikre hurtig implementering

Projektejere på vand- og klimaprojekter bliver inden længe inviteret til webinar om den nye metode til kompensation på projektarealer. Landbrugsstyrelsen sender invitationer direkte ud til projektejere i kommunerne og i Naturstyrelsens lokaleenheder. Webinaret er programsat til den 28. november. 

Landbrugsstyrelsen vil som opfølgning på webinaret kontakte alle projektejerne individuelt til en dialog om implementering af metoden i de enkelte projekter. 

Håndtering af værditabskompensation i praksis

Værditabet på et kommende projektareal beregnes som forskellen mellem arealets markedsværdi før projektets etablering og den estimerede værdi af arealet efter etablering af projektet. 

Du kan læse mere om kompensation for værditab, og dine muligheder som lodsejer på Landbrugsstyrelsens hjemmeside:

Kompensation for værditab i en jordfordeling 

Siden vil blive løbende opdateret hen over de kommende måneder, i takt med implementeringen af værditabsmodellen.

Ejer du arealer i områder med kommende vand- og klimaprojekter, vil du i forbindelse med projektets forundersøgelser og i jordfordelingsprocessen også blive nærmere præsenteret for de forskellige muligheder for salg, værditabskompensation eller engangskompensation. 

I hvilke typer af projekter kan lodsejer kompenseres for værditabet?

Værditabsmodellen kan anvendes af lodsejere, som deltager i vand- og klimaprojekter i Landbrugsstyrelsens ordninger. 

Fra årsskiftet kan modellen anvendes i projekter ansøgt under CAP-programmet. Det vil sige vand- og klimaprojekter, som Landbrugsstyrelsen giver tilsagn til under CAP-programmet i 2023 og frem. 

Anvendelse af modellen i LDP-projekter forventes også mulig fra primo 2024. Det vil sige ældre vådområde- og lavbundsprojekter, som Landbrugsstyrelsen har givet tilsagn under LDP-programmet fra 2014 til 2022.

OBS. Anvendelse af værditabsmodellen i projekter ansøgt under CAP- og LDP-programmet er med forbehold for, at ændringerne til CAP og LDP godkendes i EU-kommissionen samt Folketingets vedtagelse af Finanslov 2024.

Fødevareministeriet vil undersøge, om værditabsmodellen også kan indføres i Klima-Lavbundsprojekter.

Medfinansieret af EU

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til naturoglandbrugsudvikling@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07