Husk, at du senest 10. september skal indberette evt. ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering i fællesskemaet

Læs her, hvilke ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering, du skal indberette senest 10. september i fællesskemaet, og hvordan oplysninger bliver overført til dit Gødningskvote- og efterafgrødeskema (GKEA).

Publiceret 14. august 2020

Du skal huske, at du senest 10. september skal indberette, hvis der er ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering i fællesskemaet. Du skal indberette:

  • Hvis du har valgt at etablere dine målrettede efterafgrøder eller alternativer på andre marker end dem, vi har registreret i fællesskemaet, herunder hvis du opdeler tilsagnsmarkerne.
  • Hvis du har anvendt et andet virkemiddel på marken.

Du skal indberette ændringerne i dit fællesskema på siden ”MFO og målrettede efterafgrøder” i kolonne A18 og A19.

Læs her om indberetning af ændringer i dit tilsagn i afsnit 8.2 i brugerguiden til fællesskema 2020.

Sådan kommer oplysningerne over i dit Gødningskvote- og efterafgrødeskema

Når du ændrer i oplysningerne om målrettet kvælstofregulering (kolonne A18 og A19), vil du modtage et kvitteringsbrev. Når du har modtaget kvitteringsbrevet, kan du hente data over i dit Gødningskvote- og efterafgrødeskema.

Det gør du ved i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet at trykke på ”hent marker” og herefter trykke på ”opdater”. Du skal være opmærksom på, at der kan gå lidt tid, fra du har godkendt ændringerne i fællesskemaet til de kan hentes ind i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet.

Visse ændringer skal sagsbehandles manuelt

Du skal være opmærksom på, at visse ændringer medfører, at dit fællesskema skal sagsbehandles manuelt, og det kan få betydning for, om du kan nå at få ændringer i dit tilsagn overført til Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet inden fristen.

Ændringer, som skal sagsbehandles manuelt kan fx være, hvis du opdeler en mark, ændrer afgrødekode eller skriver en bemærkning. Dette gælder også ændringer, som ikke har noget med tilsagn til målrettet kvælstofregulering at gøre.

Hvordan kan du undgå at vente på sagsbehandlingen af fællesskemaet

Hvis du ændrer i dit fællesskema på andre steder end kolonne A18 og A19 er der en risiko for, at vi ikke kan nå at sagsbehandle dit fællesskema i tide til, at du kan overføre data til gødningskvote- og efterafgrødeskemaet inden 10. september. Vi anbefaler derfor, at du bruger en af disse løsninger:

1. Du kan sende dit fællesskema ind ad to omgange:

  • send dine ændringer til kolonne A18 og A19 i fællesskemaet
  • overfør oplysningerne til gødningskvote- og efterafgrødeskemaet og send det
  • indtast dine øvrige ændringer i fællesskemaet og send det igen.

2. Hvis din ændring til fællesskemaet afventer manuel sagsbehandling, kan du rette i dit gødningskvote- og efterafgrødeskema uden at hente data fra fællesskemaet

Vi har åbnet op for, at du i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet kan indberette pligtige, husdyr eller obligatoriske målrettede efterafgrøder på marker, selvom de i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet står anmeldt som målrettet kvælstofregulering. Denne mulighed gælder kun, hvis du har indsendt ændringer til fællesskemaet, som afventer vores manuelle sagsbehandling.

Mere information

Du kan læse mere om indberetning af ændringer i dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering og indberetning i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet her:

Efterafgrødeguide 2020

Brugerguide til skemaet Gødningskvote og Efterafgrøder 2020

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljobio@lbst.dk  

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.