For at kunne implementere en udledningsbaseret regulering, er der behov for, at man kan beregne udledningen fra den enkelte bedrift. Det er nu muligt med den nye beregningsmodel, der er udviklet i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, SEGES og Københavns Universitet.

Du kan læse publikation om beregningsmodellen her

Læs Landbrugsstyrelsens pressemeddelelse om NUAR-beregneren

Hvordan virker den nye beregningsmodel?

Beregningsmodellen (NUAR-beregneren - Ny Udledningsbaseret Areal Regulering) kan med udgangspunkt i landbrugernes indberetninger omkring afgrødevalg, anvendelse af gødning og brug af virkemidler beregne en udledning helt ned på den enkelte mark. Beregningerne fra alle bedriftens marker samles herefter til en samlet udledning fra bedriften. 

Derfor er stort set alle aktiviteterne på bedriftens arealer afgørende i en udledningsbaseret regulering.

Den nye beregningsmodel bruger den allerede kendte og anvendte udvaskningsmodel (NLES5), og den viden vi har om effekten af virkemidler til reduktion af kvælstofudvaskningen  til at beregne udvaskningen af kvælstof. 

NLES5 udvaskningsmodellen er udviklet på grundlag af faktiske målinger af nitratudvaskning fra rodzonen. Målingerne er foretaget i både forsøgsmarker og på landbrugernes marker, og der indgår mere end 2.000 observationer i modellen. 

I Landbrugsstyrelsen arbejder vi videre med, hvordan beregningsmodellen kan implementeres i lovgivningen, understøttes af en IT-løsning samt hvordan vi kan administrere og kontrollere modellen. Det forventes, at der tages politisk beslutning om en ny kvælstofregulering, når Landbrugsaftalen bliver genbesøgt i løbet af 2024.