I 2017 blev der indgået en politisk aftale om deludmøntning af den grønne pulje til et treårigt klimaprojekt om ”Reduceret opholdstid for gylle i svinestalde”. I 2018 blev der givet et tilsagn på ca. 8 mio. kr. til PlanEnergi, som har udført rådgivningen i samarbejde med Byggeri & Teknik I/S, SvineRådgivningen, Aarhus Universitet og Norlys. Rådgivningen er afsluttet i 2021 og 28 biogasanlæg og deres 405 leverandører af svinegylle har modtaget rådgivning. I projektet er det kortlagt, hvilke muligheder, barrierer og fordele, der er ved at reducere den tid, som gyllen opholder sig i svinestaldene, inden den udsluses og transporteres ind til biogasanlæggene

Fakta boks

Hyppig udslusning af gylle forsinker produktionen af drivhusgassen metan i det organiske materiale i gyllen. Det skyldes, at hastigheden, hvormed det organiske materiale omsættes til metan er afhængig af temperaturen. I svinestaldene er temperaturen typisk en del højere end udendørs.

Projektet har vist at det bl.a. er muligt at reducere den tid, hvor gyllen opholder sig i svinestaldene fra i gennemsnit ca. 15 til ca. 10 dage. Det er godt for klimaet, da man herved undgår, at gyllen opholder sig unødigt længe i staldene og udleder metan til atmosfæren. Herved kan den årlige udledning af drivhusgasser potentielt reduceres med op til 35 procent fra den enkelte stald.

Desuden peger resultaterne på, at biogasanlæggene, både kan producere mere klimavenlig energi, og lave en god forretning, ud af at få gyllen hurtigere fra staldene. Friskheden af gyllen betyder, at gaspotentialet bevares bedre og biogasanlæggene kan producere mere energi ud af den samme mængde gylle. Dermed omsættes en større del af gylle til biogas på biogasanlægget, fremfor at omsætningen sker i stalden, hvor metanen ikke kan udnyttes.

Den gennemsnitlige omkostning for landbrugerne er cirka 180 kroner per reduceret ton CO2. Der er dog variation i omkostningen. Udgifterne går blandt andet til øget arbejdstid.

Læs hele rapporten her: "Rådgivningsordning for biogasfællesanlæg og deres leverandører af gylle om muligheder for at reducere gylles opholdstid i stalde og på lagre 2018-2020".