Landskabs- og biotopforbedrende beplantninger

Tilskud til etablering af levende hegn og småbeplantninger.
Levende hegn er sammenhængende beplantninger af træer og buske med 3-7 planterækker. Småbeplantninger er bevoksninger på mindre end 0,5 hektar.

Hvis du har fået et tilsagn om tilskud før 2016, kan du finde information relevant for dit tilsagn på tilskudsguiden: Beplantning.

Denne ordning er del af danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af EU.

Hvem kan søge?

Der kan ydes tilskud til to typer af projekter:

  • Projekter for ejere og forpagtere (individuelle projekter)
  • Projekter for foreninger og sammenslutninger (kollektive projekter)

For at få støtte til et individuelt projekt skal ansøgeren være ejer eller forpagter af natur- og landbrugsarealer, hvorpå projektet skal etableres.

For at få støtte til et kollektivt projekt skal der i foreningens vedtægter indgå dele af formålet med ordningen om landskabs- og biotopforbedrende beplantninger. Kollektive projekter skal etableres på landbrugs- og naturarealer med mindst syv ejere eller forpagtere. Det er her foreningen, der søger om støtte og ikke de enkelte lodsejere. Foreningens eller sammenslutningens vedtægter skal vedlægges ansøgningen.

Der kan ikke gives støtte til projekter, som helt eller delvis er beliggende på arealer, som er ejet af offentlige institutioner mv.

Hvad giver vi tilskud til?

Landbrugsstyrelsen giver tilskud etablering og udvidelse af eksisterende hegn eller småbeplantning. Der fastsættes en standardpris pr. plante, som er 24 kr.

Standardprisen dækker udgifter til indkøb af planter, anlægsarbejde, konsulentudgifter og renholdelse i 3 vækstsæsoner (1. april - 30. september).

Tilskuddets størrelse

Du kan få tilskud til at dække 50 % af standardprisen på 24 kr. pr. plante.

Landbrugsstyrelsen fastsætter dit tilsagnsbeløb i tilsagnet.

Betingelser for tilskud

Følgende betingelser skal bl.a. være opfyldt for at opnå tilskud:

  1. Projektet skal omfatte minimum 1.500 planter.
  2. Etablering af hegn med 3-7 planterækker og/eller etablering af småbeplantning mindre end 0,5 hektar.
  3. Hver beplantning i projektet skal etableres med mindst 75 %  løvfældende planter og 25 % planter til gavn for bier og andre bestøvende insekter.
  4. Alle nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder skal indhentes.
  5. Ansøger skal indhente og følge museumsudtalelse om dybdepløjning, hvis beplantningen etableres ved pløjning dybere end pløjning med almindelig plov.
  6. Ansøgere skal afgive alle de oplysninger, som Landbrugsstyrelsen anmoder om til sagsbehandlingen.
  7. Projektet må ikke påbegyndes før ansøger har indgivet sin ansøgning om tilsagn om tilskud.
  8. Beplantningerne skal renholdes i 3 vækstsæsoner (1. april - 30. september).
  9. Projektet skal være afsluttet inden en dato, der fastsættes af Landbrugsstyrelsen i tilsagnet.
  10. Afsluttende udbetalingsanmodning, planteliste, dokumentation for eventuelt afholdt udbud, museumsudtalelse og projektrapport skal indsendes til Landbrugsstyrelsen.
  11. Projektet skal opretholdes i mindst 3 år efter den afsluttende udbetaling.
  12. Udbetalingsanmodninger med tilhørende regnskabsbilag skal være tilgængelige i mindst fem et halvt år efter den afsluttende udbetaling.
  13. Kontrolmyndigheden skal have adgang til projektområdet i forbindelse med kontrol.

Information om projektet

Afhængigt af projektets og investeringens størrelse, skal du som tilskudsmodtager sætte et skilt op.  

Læs mere om synliggørelse af tilskud

Hvad siger loven?

Lovgrundlaget for tilskudsordningen Landskabs- og biotopforbedrende beplantninger findes hos henholdsvis EUR-lex (som er en del af EU's hjemmeside) og på Retsinformations hjemmeside:

Danske forskrifter 

Bekendtgørelse nr. 149 af 24. februar 2016

Bekendtgørelse om tilskud til landskabs- og biotopforbedrende beplantning

Landdistriktsloven

Lov nr. 1360 af 16. december 2014 om Landdistriktsfonden

 


EU-forskrifter

Rådets forordning nr. 1303/2013 om om fælles bestemmelser for den Europæiske Fond for Regional udvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regional udvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets Forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008.

Kommissions forordninger

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings – og kontrolsystem, sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse.

Sådan søger du

Det er ikke længere muligt at søge om tilsagn om tilskud under denne ordning.

Formål med tilskuddet

Formålet med ordningen er at yde tilskud til landskabs- og biotopforbedrende beplantninger, der i landdistrikterne kan bidrage til at:

  • Bevare og fremme den biologiske mangfoldighed ved at skabe gode levevilkår for dyr og planter.
  • Bevare og fremme miljø-, natur-, klima-, kultur- og landskabsværdier.
  • Etablere forbindelseslinier i landskabet og øge andelen af småbiotoper. 

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud