Jordlovene 1919

Jordlovene fra 1919 betød, at der igennem et par årtier blev oprettet op mod 20.000 små brug til familier. De var ikke store – lige præcis nok til at en familie kunne arbejde med jorden og leve af den.

De blev oprettet over det meste af landet. I første omgang måtte landets godser afstå jord til de nye husmandsbrug. Senere fulgte andre områder, som for eksempel ved landindvending og udstykning af statsarealer.

De tre love og deres betydning:

Lensafløsningsloven – Godserne måtte som led i ændring af arvereglerne afstå 1/3 af deres jord til staten mod en kompensation. De skulle derudover også indbetale mellem 20 og 25 procent af værdien af deres ejendom for at overtage besiddelsen til fri ejendom. Der blev oprettet en jordfond under Finansministeriet.

Præstegårdsloven – Også folkekirken måtte afgive jord, der blev delt op i parceller og udstykket til husmandsbrug.

Salgsloven – den af de tre love med mest betydning på lang sigt. Loven bestemte, at statens jord skulle udstykkes til husmandsbrug, hvis de var egnede til det. Gennem de næste mange år blev der oprettet mellem 15.000 og 20.000 husmandsbrug med baggrund i salgsloven.

Lovene satte skub i en udvikling, der var begyndt tidligere. Der blev dannet husmandsforeninger i 1880’erne, som arbejdede for udstykning til nye husmandsbrug. I 1899 blev det muligt for landarbejdere at anskaffe sig jordlodder. De var dog så små, at husmændene også måtte arbejde på godser og større gårde. 

Husmændene kunne vælge mellem to måder at finiansere overtagelsen af jorden. Man kunne købe den i efter loven fra 1899, hvor markedsprisen blev betalt – ofte med et lån fra staten.

Man kunne også vælge at leje jorden af staten og betale såkaldt jordrente. På den måde undgik man at bære risikoen selv i tilfælde af, at jorden tabte værdi. På den anden side fik man ikke gevinst, hvis prisen steg.

I første omgang bliver der oprettet omkring 1.700 husmandsbrug af godsejernes jord. Lovene er dog snarere begyndelsen af en epoke, hvor mellem 15.000 og 20.000 husmandsbrug bliver oprettet.

Udgangspunktet for et husmandsbrug var, at det havde en størrelse, så det nogenlunde kunne brødføde en familie. Der var typisk omkring 10 hektar per husmandssted, og familierne havde små besætninger af køer, svin, høns og heste, der blev brugt til markarbejdet.

De har også haft betydning for den måde, det danske kulturlandskab ser ud i dag. Det mest tydelige eksempel er ’husmandskolonier’, små landsbyer, hvor gårdene ligger på række langs landevejen og er opført i samme arkitektoniske stil. En stil, der blev standardiseret gennem arkitekttegninger. Billedet er fra Tuse næs, og er et godt eksempel på en husmandskoloni.

Det var muligt at have helt små landbrug, fordi husmændene kunne levere deres mælk til andelsmejerier og på den måde få en fortjeneste. Frem for at have deres egne mejerimaskiner og slagtefaciliteter gik de sammen om at drive mejerier og slagterier. Hvis der ikke var et andelsmejeri i landsbyen, var der et i en af nabobyerne.
Det var også muligt at forhandle bedre  priser, når flere landmænd stod bag et andelsmejeri.
 

Jørgen Vest Rasmussens fortæller, at hans familie har været aktive i foreningslivet gennem mange år: 

"Min farfar var meget interesseret i foreningsarbejde, og andelstanken har uden tvivl været hans drivkraft. ”Det gør ikke så meget, at jeg tjener lidt mindre, hvis bare vi alle tjener mere tilsammen”. 
Andelsbevægelsens overordnede mål var, og er det muligvis endnu, at alle skal have gavn af samarbejdet, og at det er vigtigt at stå sammen. Det har også været grundlaget for, at min familie trods svære tider kunne klare sig. Kreditforeningernes velvilje kommer også af, at den enkelte landmand ikke selv står for salget af produkterne. Min farfar var med i mange bestyrelser, blandt andet i Allingåbro Husmandsforening, Allingåbro svineslagteri og som revisor i mejeriet, samt i repræsentantskabet for Djurslands bank. 
Min far var, ligesom min farfar, aktiv i blandt andet husmandsforeningen. Han tog mig indimellem med til møder i bestyrelsen, da jeg var barn. De var lidt nogle rebeller, og de ville i hvert fald ikke finde sig i at blive underkuet. 
Den gejst savner jeg at se i dag. At folk stiller sig op på ølkassen og råber op om forholdene. Jeg har selv oplevet på et møde at fortælle om de regler og forhold, som vi skal forholde os til som landmænd, og at det var sølle, den måde vi blev behandlet på. Bagefter kom direktøren for det, der dengang hed Direktoratet for FødevareErhverv, hen og sagde tak. For han kendte slet ikke til at alle de regler, som gjorde det så besværligt for os. "

Med slutningen af anden verdenskrig kommer en markant ændring af livet på landet. Traktoren indtager markerne, og det nedsætter behovet for arbejdskraft markant.
Efter 2. verdenskrig bliver traktoren efterhånden udbredt i landbruget.

I takt med at hestene bliver skiftet ud med motoren, bliver arbejdsproduktiviteten meget højere. Det betyder et markant vendepunkt for livet på landet: Fra at indbyggertallet på landet er vokset støt i takt med udstykningen af jord til husmandsbrug, begynder det nu at falde. 

Hjælpen forsvinder, men der er stadig mange forholdsvis små brug. Nu er der typisk kun en fuldtidsbeskæftiget på de små brug, mens familien hjælper til, når der er meget arbejde i marken.

"Min far blev gift med Anna Kirstine Rygaard, og da de overtog ejendommen i 1961 var det muligt at køre videre med det, der var, men der blev alligevel udvidet med en søn i 1962. Farfar havde dårligt hjerte og gik til hånde ved at se efter mig og hunden, mens farmor stadig arbejdede som altid. Farfar og farmor flyttede ind ved siden af kirken i Fausing, men 10 år efter kom farmor stadig cyklende for at hjælpe i roerne om sommeren.
I 1966 blev der udvidet ganske betydeligt. Der blev oprettet ”specialbrug” i 1968, hvor både små og store landbrug blev specialiseret med enten køer, grise, høns eller andre specifikke produktioner. Fagligt blev det et stort løft, men økonomisk bliver man mere sårbar, når det hele samles på én driftsgren.  Hos os blev det sortbrogede køer med opdræt, og de følgende år efter udvidelsen og specialiseringen væltede det ind med gæster fra nær og fjern. De ville se, hvordan man kunne opnå gode resultater med fokus på én driftsgren. For mig betød det som barn og ung mand, at jeg også kunne lære lidt af andre, for de besøgende kom altid med undrende eller måske beundrende kommentarer. Selv har jeg ved besøg udleveret papir og kuglepen i håb om at få nye ideer retur, når der kommer andre øjne udefra. Det er den billigste og mest effektive måde at lære på. 
Far gik i farfars fodspor og deltog i et utal af bestyrelser, mens mor altid var hjemme og heldigvis for det. Hun skulle jo sørge for husholdningen, at der blev muget ud, strøet og fejet, og at min bror Peter og jeg så præsentable ud, når der kom gæster, eller vi skulle i byen. Lidt af en opgave vil nogen nok mene.

Der blev hentet mange anerkendelser gennem tiden, og de 30 køer og opdræt har givet brød på bordet og muligheden for at udvide gennem tiden. Det har altid været et udpræget ”familiebrug”, hvor vi drenge altid har skullet hjælpe med det, vi kunne, og der har gennem tiden også været brugt både maskinstation, løs arbejdskraft samt mange unge mennesker efter skoletid. Der var ingen leg, før arbejdet var gjort.
I 70’erne begyndte især kvinderne at finde arbejde udenfor landbruget. Især hospitalet i Randers og slagteriet kunne bruge deres arbejdskraft og derved forblev familierne boende.
I 1975 begyndte byggeriet af ungdyrstalden og stuehuset. Den del af stalden, der oprindelig var til slagtesvin og ungdyr, blev ændret til yderligere 12 køer, så der nu kunne være 42 køer i 3 rækker, og alle ungdyr, på nær småkalvene, var meget nemmere at passe i hverdagen. Det betød, at udvidelsen gav mere tid til andre gøremål, trods flere dyr. Også kaldet effektivisering.
Der blev indrettet plads til 75 ungdyr med 15 større kvier på riste, samt 60 tyre på spalter. Dermed var gylle også blevet en del af hverdagen. Indtil da havde der ”kun” været fast møg og ajle med i gødningsregnskabet. "
 

Landbruget bliver mere og mere effektivt, og de enkelte virksomheder større. Der kommer igen ansatte i landbruget, der arbejder på de store besætninger og mange hektar land. Mere specialisering.
Lovgiverne understøtter udviklingen ad flere omgange for at gøre det muligt for landbruget at følge med tiden. I 1967 bliver det muligt at sammenlægge op til 75 hektar. Allerede i 1971 var der behov for at øge sammenlægningsgrænsen til 100 hektar.
 

Min kone og jeg overtog ejendommen efter min fars død i 1989 og d. 1/1 1990 havde jeg papirer på, at andre end min mor havde tillid til mig økonomisk. Kreditforeningen har siden været min tro følgesvend. 
I 1991 byggede vi gyllebeholder og foderlade og indrettede os på, at der fremover skulle være 60 køer. Men i stedet fik vi 6 børn, hvilket betød, at vi via børnepengene hver 3 måned fik betalt vores regninger, og det eneste der er ændret siden er, at maskinparken er blevet tilpasset, og der er købt lidt jord til gennem tiden, så der i dag er 53 hektar ager og 21 hektar eng til ejendommen.
I 1997 blev hele bedriften omlagt til økologisk mælkeproduktion, ene og alene pga. bedre mælkepris og dermed en chance for at overleve lidt længere. For små 10 år siden fik jeg problemer med mine skuldre, og selv om det var en tung beslutning at skulle sælge alle køerne, så var det perfekt timing med hensyn til priserne, og i dag drives ejendommen kun med planteavl. 
I landsbyen er vi ikke så afhængige af hinanden som tidligere. Dengang alle havde samme udfordringer og betingelser, var der god fornuft i at arbejde tæt sammen, men i dag er man mere selvhjulpen og har ikke i samme grad fordel af godt naboskab rent fagligt. Til gengæld betyder venskaber og det trygge i at kende hinanden stadig meget. Det betinger, at nogen gør noget blot af lyst, og heldigvis findes den slags mennesker stadig. Det, der før gjorde især dansk landbrug stærk i form af samarbejde bønder imellem, er stadig det kit, der gør, at de små landsbysamfund og småbyer generelt hænger sammen og giver beboerne et trygt sted at være.