Sådan producentskifter du dine tilsagn om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer

Vi er i gang med at digitalisere vores sagsbehandling, og derfor skal du fra 1. februar 2019 bruge et nyt digitalt producentskifteskema, når du producentskifter marker med tilsagn om pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 66 og 67) og økologisk arealtilskud. Læs her om frister samt om, hvornår du skal bruge det digitale, og hvornår du skal bruge et papirskema til at producentskifte dine tilsagn.

Publiceret 12. februar 2019

Hvis du producentskifter marker med tilsagn om pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 66 og 67) og økologisk arealtilskud (tilsagnstype 36 og 37), skal du fra 1. februar 2019 bruge det digitale producentskifteskema. Alle øvrige miljø- og økologitilsagn skal du producentskifte med et papirskema.

Du finder det digitale skema i Tast selv-service her

Det er overdrager, der skal oprette og udfylde producentskifteskemaet. Overdrager sender derefter skemaet til erhverver, der godkender skemaet, hvis skemaet er udfyldt korrekt. Erhverver kan ikke selv lave rettelser i skemaet, så det er vigtigt, at de to parter aftaler detaljer som overdragelsesdato, markstørrelse og marknumre, inden skemaet bliver udfyldt.

Frist for at indsende det digitale producentskifteskema

Overdragelse af rådigheden af arealet

P-skiftet for tilsagnet skal indsendes

17. april 2019 eller tidligere

Senest den 13. maj 2019

Fra 18. april 2019 eller senere

Tidligst den 14. maj 2019
Senest fristen for Fællesskema 2020

Husk, at den økologiske status skal flyttes straks (læs mere i afsnittet om ”Brug papirskema til at overdrage øvrige tilsagn og økologisk status”


Du kan først indsende det digitale producentskifteskema, når din udbetaling for 2018 er gennemført

Som vi skrev i en tast selv-nyhed den 31. januar 2019, er det først muligt at bruge det digitale producentskifteskema, når vi har udbetalt pengene til de pågældende marker for 2018.

Tast selv-nyhed: Hvis du har pleje-, økologi- eller skovtilsagn, skal du være opmærksom på en række punkter

Hvis du forsøger at oprette et digitalt producentskifteskema på en sag, hvor der ikke er udbetalt for 2018, vil der ikke være indtegnet nogen marker, når du kopierer og tilknytter markkortet, der ligger klar til dig. Det er derfor en god ide at tjekke, om du har fået udbetaling for 2018, inden du går i gang med producentskiftet. Dette gælder både "overdrager" og "erhverver". Dette kan du bl.a. se, hvis der under ”Sendte skemaer” i Tast selv-service ligger et tilsagnsskema for den ordning, du vil producentskifte.

Hvis du har fået oprettet et digitalt producentskifteskema, som du ikke kan indsende, kan du med fordel slette den kladde i IMK, der er oprettet. Du sletter kladden ved at trykke på ”Luk sag”. Når du har fået udbetaling for 2018, skal du efterfølgende oprette et nyt producentskifteskema for at få markerne automatisk tegnet ind på markkortet.

Hvis vi ikke har færdigbehandlet din 2018 udbetaling, kan du med fordel vente med at udfylde og indsende producentskiftet, til udbetalingerne er gennemført. Alternativt kan du indsende papirskemaet. Husk at fristen for indsendelse er den 13. maj 2019, hvis producentskiftet vedrører 2019 udbetalingen.

Brug papirskema til at overdrage øvrige tilsagn og økologisk status

Hvis du overdrager marker med tilsagn til andet end økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer (66 og 67), skal du fortsat bruge papir-producentskifteskemaet. Det vil sige alle miljøtilsagn fra før 2015, OM-tilsagn og 20-årig fastholdelse.

Du skal også bruge papirskemaet, hvis du overdrager økologisk status. Hvis du producentskifter tilsagn om økologisk arealtilskud, kan du lave en udskrift af det digitale producentskifteskema og skrive oplysninger om overdragelsesdato mv. på i hånden. Sammen med papir-producentskifteskemaet skal du også indsende 'Erklæring om økologi'.

Find papirskemaet her

Find 'Erklæring om økologi' her

Fristen for at indsende papirproducentskifteskemaet er i udgangspunktet den 17. april 2019.

Hvis du erhverver tilsagn, og ikke før har haft tilsagn til plejegræs eller økologisk arealtilskud

Hvis du er ny erhverver – og altså ikke har haft tilsagn før, skal du vente med at indsende Fællesskemaet og anmode om udbetaling, til du kan se tilsagnene under ”Forskel på dine registrerede tilsagn og anmeldt tilsagnsareal”, da du ellers ikke vil indberette tilsagnet korrekt. Dog skal du overholde fristen for indsendelse af fællesskemaet den 17. april.

Læs mere på siden om producentskifte

Du kan læse mere om, hvordan du producentskifter dine tilsagnsmarker i vejledningen for ordningen eller på vores hjemmeside om producentskifte. Her kan du også finde papir-producentskifteskemaet, relevante links samt en brugerguide om producentskifte.

Landbrugsstyrelsens side om producentskifte

Om miljø- og økologiordningerne

Alle de nævnte miljø- og økologiordninger er en del af det danske Landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til arealtilskud@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.