PFAS giver udfordringer for økologer. Vi udskyder derfor start på græsningsperioden, og vi justerer i adgangen til brug af fælles arealer

Du må holde dine økologiske dyr på stald eller anvende fælles arealer, hvis du har fået annulleret din forpagtningsaftale på arealer med PFAS-forurening. Du må udsætte græsningsperiodens start til 15. juni. Læs her nærmere om, hvordan du forholder dig som økolog.

Publiceret 12. maj 2023

Det har givet udfordringer for økologer at efterleve reglerne om, at deres dyr skal på græs, efter at der er konstateret PFAS-forurening på flere arealer. Blandet andet har Naturstyrelsen sat afgræsning med køer i bero på arealer, hvor der er risiko for forurening med PFAS. Som følge af det har Naturstyrelsen annulleret sine forpagtningsaftaler med private landbrugere, hvis kreaturer afgræsser arealerne til fordel for natur og biodiversitet. Der er tale om 43 naturarealer på i alt 3.000 hektar.

Det er en helt særlig situation, når så store arealer lige op til græsningsperioden bliver gjort utilgængelige.

Økologiforordningens regler om afgræsning og fødevaresikkerhed, når der er en PFAS-forurening

Økologiske kreaturer skal have adgang til græsningsarealer i græsningsperioden, når forholdene tillader det. Du kan læse om græsningsperioden i vores vejledning afsnit 26.3.1.

Find vejledningen om økologisk jordbrugsproduktion her

Landbrugsstyrelsen vurderer, at forholdene ikke tillader afgræsning, når det sker på arealer, hvor afgræsningen udgør en risiko for fødevaresikkerheden på grund af PFAS-forurening. En sådan vurdering er i overensstemmelse med økologiforordningen, da der er tale om forhold, der vedrører beskyttelse af menneskers sundhed i henhold til EU-lovgivningen. Det afgørende er dog, at arealerne ikke kan anvendes til foder, hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at forureningens omfang udgør en risiko for fødevaresikkerheden.

Faktaboks

Det siger reglerne i bilag II, del II i forordning (EU) 2018/848 om beskyttelse af menneskers sundhed:

1.7.3:

Husdyr skal have permanent adgang til udendørsarealer, så de kan motionere, fortrinsvis græsarealer, når vejrforholdene og de sæsonbestemte forhold og jordbundens tilstand tillader det, medmindre der pålægges restriktioner og forpligtelser til beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed i henhold til EU-lovgivningen.

9.1.1, litra b:

Dyr skal have adgang til græsningsarealer, når forholdene tillader det.

 

Start på græsningsperioden i 2023 udskydes til 15. juni for berørte økologer

Landbrugsstyrelsen har derfor vurderet, at økologer, kan få udskudt græsningsperiodens start til 15. juni 2023, hvor kreaturerne kan holdes på stald, såfremt forpagtningsaftalen er annulleret som følge af en risiko for fødevaresikkerheden.

Vi udskyder fristen for at gøre det muligt for dig som økolog at finde andre arealer til dine kreaturer. Som økolog er du forpligtet til at overholde økologilovgivningen. Det er derfor vigtigt, at du aktivt forsøger at finde andre arealer, som kan anvendes.

Landbrugsstyrelsen forstår, at andre arealer ikke uden videre bare står til rådighed. Det skyldes blandt andet restriktive krav til afgræsning af økologiske dyr. Det er dog stadig vigtigt, at du gør en indsats for at finde nye arealer til dine økologiske kreaturer.

Fra 15. juni 2023 skal du som berørt økolog igen overholde kravene om afgræsning. Finder du arealer inden 15. juni 2023, skal du overholde kravene fra dette tidspunkt.

Du kan søge om at anvende fælles arealer til afgræsning

Landbrugsstyrelsen justerer praksis, hvad angår fælles arealer. Det betyder, at dine økologiske kreaturer som udgangspunkt kan afgræsse fælles arealer, der ikke er offentligt ejet. Dette gælder for alle økologer fremadrettet, uanset om man er berørt af en PFAS-forurening.

Ønsker du at benytte fælles arealer til dine økologiske dyr, skal du ansøge Landbrugsstyrelsen om at opnå tilladelse til Anerkendelse af Omlægningsperioden med Tilbagevirkende Kraft (AOTK). Du kan finde ansøgning og vejledning på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Du kan læse om ansøgningsproceduren i afsnit 15 i vejledning om økologisk jordbrugsproduktion

Find vejledningen om økologisk jordbrugsproduktion her

Sådan vurderer vi, om du kan anvende et konkret fælles areal

Hidtil har styrelsen vurderet, at et fælles areal ikke kan være omfattet af en privat ejendomsret. Fremover kan arealer, der ikke er offentligt ejet, godt være fælles arealer. Dette vurderes at være i overensstemmelse med reglernes formål.

Landbrugsstyrelsen vil fortsat lave en konkret vurdering af et påtænkt anvendt areal, og om arealet opfylder kriterierne til at kunne betegnes som et fælles areal.

Styrelsen vil i den sammenhæng lægge vægt på, om offentligheden har adgang til arealerne, om der er adgang til borde og bænke, om der er bålpladser, læskure eller andre primitive faciliteter, der tjener til, at arealet kan betegnes som et fælles areal.

Uanset om arealet ud fra en helhedsvurdering tjener et formål for den brede befolkning, så gælder de almindelige krav til arealets anvendelse, hvor det er afgørende, at arealer ikke er blevet behandlet med produkter eller stoffer, der ikke er tilladt at anvende i den økologiske produktion.

Styrelsen vil i vurderingen af et areal kunne lægge vægt på offentligt tilgængelige oplysninger om arealets karakter, f.eks. om det har været fredet. Det påhviler dog fortsat den enkelte økolog at dokumentere, at arealet kan anvendes, herunder at de supplerende krav er opfyldt.

Kontakt gerne Landbrugsstyrelsen hvis du er berørt af de annullerede forpagtningsaftaler

Til brug for Landbrugsstyrelsens arbejde, herunder vores forberedelse af økologikontrollen, opfordres du til at kontakte Økologiadministrationen i Jordbrugskontrol, hvis du er berørt af Naturstyrelsens annullerede forpagtningsaftaler.

Du vil også kunne få vejledning i forhold til, hvilken dokumentation du forventes at fremsende, hvis du ønsker at benytte et areal som et fælles areal.

Økologiadministrationen kan kontaktes på jordbrugskontrol@lbst.dk.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til jordbrugskontrol@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.