Krav om virksomhedskompetencer ved udstedelse af plantepas

Med den nye Plantesundhedsforordning sættes der i højere grad krav om virksomheders viden om plantesundhed og plantepasset, samt håndtering ved fund af særligt alvorlige planteskadegørere. Der stilles desuden krav om at Landbrugsstyrelsen skal kontrollere at kravene er opfyldt. Formålet er at undgå spredning og etablering af planteskadegørere

Publiceret 6. december 2019

Hvorfor er plantepasset så vigtigt?

Stigende handel med planter, frø og planteprodukter øger risikoen for at sprede planteskadegørere mellem kontinenter og lande. Ved import til EU skal planter følges af et plantesundhedscertifikat, der attesterer at planterne overholder EU's krav til plantesundhed. Når planter og frø handles og bevæger sig indenfor EU, skal en række planter, frø og planteprodukter følges af et plantepas, som gør det muligt, at spore planterne tilbage til produktionsstedet eller oprindelseslandet, ved fund af en planteskadegører.

Plantepasset er en officiel mærkeseddel, som viser, at planterne og planteprodukterne er underlagt officiel kontrol på produktionsstedet og er fundet fri for særligt alvorlige planteskadegørere (EU karantæneskadegørere, skadegørere underlagt hasteforanstaltninger og beskyttet zone karantæneskadegørere). Plantepasset vil fra den 14. december 2019 også attestere, at planterne overholder tolerancer for nogle bestemte regulerede skadegørere, der ikke er EU karantæneskadegørere (de såkaldte RNQP-ere).

Kravet om kompetencer og handlingsplan er udsat til 14. december 2020

Den 14. december 2019 træder en ny Plantesundhedsforordning i kraft. Den betyder, at virksomheder, som udsteder plantepas skal dokumentere, at de har de rette kompetencer, og har udarbejdet en handlingsplan til brug ved fund af særligt alvorlige planteskadegørere. Kravet om virksomheders dokumentation af kompetencer og udarbejdelse af handlingsplan er dog udsat et år, og først gældende fra d. 14. december 2020, hvor virksomhederne senest skal have dokumentationen på plads. Der er dermed stadig god tid til at opfylde den del af de nye krav.   

For at virksomhederne kan dokumentere kompetencekravene, har Landbrugsstyrelsen fra d. 18. december 2019 samlet en række informationer på hjemmesiden og udviklet spørgsmål, som er relateret til plantepas og som kaldes ”e-Dokumentation om plantepas”. Virksomheder, som udsteder plantepas, opfylder de nye krav om kompetencer ved at mindst én central nøgleperson i hver virksomhed gennemgår spørgsmålene i ”e-Dokumentation om plantepas” og kan fremvise dokumentation for det.

Landbrugsstyrelsen har desuden lavet en skabelon til udarbejdelse af en handlingsplan, som også kan findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside fra d. 18. december 2019. Handlingsplanen er en konkret plan for, hvordan virksomheden agerer ved fund af særligt alvorlige planteskadegørere. Der er også mulighed for at virksomheden selv kan udvikle en handlingsplan eller benytte en allerede eksisterende plan. Det er virksomhedens ansvar, at der er udarbejdet en handlingsplan og at planen løbende opdateres og medarbejdere informeres om planen.

Landbrugsstyrelsen anbefaler, at alle virksomheder gennemgår ”e-Dokumentation om plantepas” og udarbejder en handlingsplan i god tid før ikrafttrædelsesdatoen 14. december 2020.

Hvad er ”e-Dokumentation om plantepas” og hvilke spørgsmål kan jeg forvente?

”e-Dokumentation om plantepas”, er ikke en test, og du kan ikke dumpe, men der er krav om, at mindst én nøgleperson i alle virksomheder, der udsteder plantepas, har gennemgået den, for at virksomheden fortsat kan godkendes til at udstede plantepas. Den skal dokumentere, at virksomheden har viden om og adgang til de rette informationer, som giver kompetencer til at kunne udstede et plantepas. Dette vil Landbrugsstyrelsens kontrollører påse.

”e-Dokumentation om plantepas” er på dansk og kan tilgås på alle tider af døgnet ved at gå ind på Landbrugsstyrelsens hjemmeside og følge linket på siden om plantepas. Inden du gennemgår ”e-Dokumentation om plantepas”, vil du blive bedt om at oplyse dit navn, stilling i virksomheden, e-mail adresse, den virksomhed, du arbejder for, samt registreringsnummer ved Landbrugsstyrelsen, hvis du allerede er registreret i Landbrugsstyrelsen. På den måde kan Landbrugsstyrelsen se, at din virksomhed har gennemført ”e-Dokumentation om plantepas”.

Vi forventer at gennemgangen af ”e-Dokumentation om plantepas” vil tage ca. 1 time. Når du har svaret på alle spørgsmål får du dokumentation på, at du har gennemført, og du får oplyst, hvilke spørgsmål du har besvaret forkert, så du kan fokusere indsatsen på dine kompetencer. Du bedes gemme dit svar, og derefter printe og indsende dit resultat til Landbrugsstyrelsen på planter@lbst.dk. Vi anbefaler også, at du har en kopi i virksomheden til eget brug og til fremvisning ved det fremtidige kontrolbesøg, hvor kontrolløren vil drøfte resultatet med dig, som en del af kontrolbesøget.

Det anbefales, at personen, der gennemfører ”e-Dokumentation om plantepas”, er en nøgleperson i forhold til håndtering af plantepas og dagligt fører tilsyn med produktionen og udstedelse af plantepas. Det anbefales desuden, at der i virksomhederne gøres en indsats for at sprede den påkrævede viden om plantepas til andre medarbejdere.

”e-Dokumentation om plantepas” indeholde oplysninger og spørgsmål om følgende emner:

  • Reglerne for brug af plantepas og hvordan det sikrer planters sporbarhed
  • Særligt alvorlige planteskadegørere, som planterne skal være fri for
  • Hvor der kan indhentes information om planteskadegørere og deres biologi
  • God praksis i planteproduktion
  • Handlingsplan for håndtering af skadegørerfund og anmeldepligt  

Eksisterende eller ny virksomhed i ordningen?

Hvis du allerede udsteder plantepas, vil din virksomhed beholde den nuværende godkendelse, men I skal have godkendt et nyt layout af plantepasset inden den 14. december 2019 og arbejde efter de regler for plantepas, som træder i kraft fra den 14. december 2019 for at kunne fortsætte aktiviteten. Nye virksomheder i ordningen, f.eks. internetbutikker, læggekartoffelavlere uden egen sortercentral eller virksomheder, der håndterer planter, som med den nye Plantesundhedsforordning, er blevet omfattet af plantepaskravet, skal også inden den 14. december 2019, have godkendt det nye plantepas layout og arbejde efter de reglerne for plantepas, som træder i kraft fra den 14. december 2019.

Både nye virksomheder og virksomheder, som allerede udsteder plantepas, skal inden den 14. december 2020 have gennemført ”e-Dokumentation om plantepas” og udarbejde en handlingsplan til brug ved fund af særligt alvorlige planteskadegørere.  

Hvad kan jeg forvente ved et fremtidigt kontrolbesøg?

Dokumentation for gennemført ”e-Dokumentation om plantepas” og handlingsplanen skal kunne fremvises ved første avls- og omsætningsbesøg efter den 14. december 2020. Landbrugsstyrelsen opfordrer til at dokumentationen ligger klar i god tid inden ikrafttrædelsesdatoen, så implementeringen af de nye regler kan påbegyndes.

På kontrolbesøget, hvor nøglepersonen, som har gennemgået ”e-Dokumentation om plantepas” forventes at være til stede, vil kontrolløren tage udgangspunkt i emnerne i ”e-Dokumentation om plantepas” og handlingsplanen gennemgås. Der vil blive spurgt ind til, hvordan den specifikke virksomhed håndterer den daglige drift og opmærksomhed på de særligt alvorlige planteskadegørere, samt hvordan handlingsplanen benyttes ved eventuelt fund. Hvis de nye krav ikke er på plads ved det første ordinære kontrolbesøg efter d. 14. december 2020, vil det udløse et ekstra kontrolbesøg. Kontrolbesøgene er gebyrbelagte.

Hvordan bliver jeg registeret?

Du ansøger om godkendelse til at udstedeplantepas ved at udfylde og indsende blanketten ”Ansøgning om godkendelse af plantepas”. Blanketten findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om de nye regler

Med den nye Plantesundhedsforordning ændres en række regler, udover krav om kompetencer i forbindelse med plantepas. Flere planter skal bære plantepas, nye virksomheder skal godkendes til at udstede plantepas, og plantepasset ændrer udseende.

Hvis du er blevet nysgerrig på hvad de nye regler betyder for din virksomhed eller leverandør, kan du blive meget klogere ved at læse ”Vejledning om brugen af plantepas”, samt faglige meddelelser og FAQ om plantepas på nedenstående links. Du har også mulighed for at deltage i et gratis webinar hos Landbrugsstyrelsen, hvor reglerne gennemgås, og der er mulighed for at stille opklarende. Webinarerne afholdes d. 10., 11. og 12. december fra kl. 13 – 14, og programmet vi bruger er Skype. Du tilmelder dig webinaret ved at skrive en mail til planter@lbst.dk, hvori du skriver, hvilken dato du ønsker at deltage. Mærk gerne emnet på mailen som ”Tilmelding webinar, plantepas”.

Vi anbefaler, at du opretter dig som abonnent på vores nyheder, så du løbende kan følge med i opdateringer og evt. ændringer ift. plantepas, operatørkompetencer og øvrige relevante regler.

Kontakt

Hvis du er i tvivl om reglerne, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsen på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.