Påmindelse om ændret praksis for dispensationer til anvendelsen af ikke-økologiske læggekartofler

Landbrugsstyrelsen indførte i 2020 en tidsfrist for ansøgninger om dispensation til ikke-økologisk læggemateriale, og en ny praksis for dispensationer, som træder i kraft pr. 1. januar 2021. Fra dette tidspunkt vil der være begrænsede muligheder for at søge dispensation til brug af ikke-økologisk læggemateriale.

Publiceret 24. november 2020

Vigtigst er det, at ansøgninger om dispensation til brug af ikke-økologisk læggemateriale skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest 1. marts. Dispensation gives som udgangspunkt ikke herefter. Du kan indsende ansøgning om hjemmeproduceret udsæd efter 1. marts og der kan, ligeledes undtagelsesvist, ansøges om dispensation efter 1. marts, hvis et parti er kasseret.

Kartoffelsorterne er opdelt i sortsgrupper i OrganicXseeds. Denne opdeling gør det lettere for dig at orientere dig om de sorter, der er tilgængelige eller vil blive tilgængelige inden for de forskellige anvendelsesområder.

OrganicXseeds har otte sortsgrupper og to kategorier, der afgør muligheden for dispensation

I OrganicXseeds er sorterne opdelt i følgende otte sortsgrupper:

  • Bagekartoffel
  • Chipskartoffel
  • Pommes frites kartoffel
  • Specialsorter uden for kategori (spisekartofler som f.eks. La Ratte, King Edward, Violetta (Blaue Elise))
  • Spisekartoffel tidlig
  • Spisekartoffel middeltidlig
  • Spisekartoffel sen
  • Stivelseskartoffel

I OrganicXseeds kan du se, hvilke muligheder der er for dispensation for hver enkel sortsgruppe: Kategori 1 eller Individuel dispensation.

Kategori 1 betyder, at det som udgangspunkt ikke er muligt at opnå dispensation. Det kræver ekstraordinære omstændigheder at opnå en dispensation.

Individuel dispensation betyder, at du har mulighed for at søge dispensation. I dette tilfælde skal du redegøre for, hvorfor du har behov for at anvende ikke-økologiske sorter, herunder hvorfor du ikke kan anvende de tilgængelige økologiske sorter på netop din bedrift. Din redegørelse kan f.eks. indeholde information om dyrknings- og kvalitetsegenskaber af væsentlig betydning for din bedrift, specifikke problemer med skadegørere eller jordbårne sygdomme eller oplysninger om sortens eventuelle specielle egenskaber i forhold til f.eks. vækst, smag, udseende m.v.

Muligheder for dispensation til ikke-økologisk læggemateriale begrænses fra 2021 for sortsgrupper i kategori 1

Fra 2021 giver Landbrugsstyrelsen som udgangspunkt ikke dispensation til brug af ikke-økologisk læggemateriale, hvis der findes andre tilgængelige sorter under arten.  Til eksempel kan nævnes spisekartofler, som fremgår under flere sortsgrupper, hvorfor det netop her, er vigtigt at forholde sig til ”sorter under arten” og ikke kun sortsgruppen.
De fleste gængse sorter af almindelige brugskartofler, som f.eks. spisekartofler og bagekartofler, vil fremstå som ”Kategori 1” i OrganicXseeds, hvilket betyder, at det som udgangspunkt ikke er muligt at opnå dispensation. Det vil stadig være muligt at opnå individuel dispensation til specialsorter, der ikke fremstår som ”Kategori 1”.

Der kan som udgangspunkt kun opnås tilladelse til ikke-økologisk læggemateriale til brugskartofler i forbindelse med test i små markforsøg, i forbindelse med sortsbevaring eller, hvis hele eller dele af produktionen af læggemateriale er gået tabt. Sidstnævnte skal kunne dokumenteres med billeddokumentation eller, i tilfælde af indkøbt læggemateriale, en afsyningskontrol fra LBST. Husk også her, at ansøge om dispensation, inden du indkøber læggemateriale.

Ansøgning om individuel tilladelse til læggemateriale af chips-, pommes frites og stivelseskartofler

Du skal ansøge om individuel dispensation til brug af ikke-økologisk læggemateriale for chips-, pommes frites og stivelseskartofler frem til 2025. Fra 2025 det vil kun være muligt at opnå dispensation, hvis der ikke findes alternative tilgængelige sorter inden for samme sortsgruppe. Hvis alt økologisk læggemateriale, i en given sortsgruppe, er udsolgt jf. OrganicXseeds, vil det være muligt at søge om individuel tilladelse til at anvende ikke-økologisk, ubehandlet læggemateriale inden for den specifikke sortsgruppe.

Der gives ikke dispensation til samme sort i mere end 2 år i træk

Der kan ikke opnås dispensation til at anvende samme ikke-økologiske sort flere år i træk. Hvis en avler har fået dispensation til at anvende en ikke-økologisk sort, vil sorten blive sat på en varslingsliste på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Varslingslisten udsendes i en separat meddelelse. På listen vil du kunne se, hvornår dispensationsmuligheden for sorten udløber. I praksis betyder det, at hvis sorten f.eks. blev ansøgt i 2020, bliver den sat på varslingslisten i 2021, og i 2022 er det ikke muligt at få dispensation til sorten.

Fortsat mulighed for hjemmeproduceret læggemateriale og afprøvning af nye sorter

Du vil forsat kunne indkøbe ikke-økologisk læggemateriale til opformering af økologisk læggemateriale til næste års brug, dog udelukkende til egen avl. Husk, at ansøge om dispensation inden du indkøber ikke-økologisk læggemateriale. Husk også, at anvendelsen af ikke-økologisk læggemateriale til opformering skal anmeldes til Landbrugsstyrelsen. Vær opmærksom på, at det indkøbte ikke-økologiske opformeringsmateriale udelukkende kan anvendes til produktion af læggemateriale til næste års egen økologiske produktion. Du kan derfor ikke anvende det som økologisk foder eller til konsum.

Hvis du ønsker, at teste kvaliteten af nye sorter under danske forhold, kan du indkøbe dem som ikke-økologiske, så længe du ikke sælger de producerede kartofler som økologiske. Husk igen, at ansøge om dispensation, inden du indkøber læggemateriale.

Afsætningsvirksomheder skal melde sorter ind i frødatabasen

Virksomheder, der afsætter økologiske læggekartofler, skal melde sorter og tilgængelighed ind i OrganicXseeds med angivelse af, hvilken sortsgruppe sorten tilhører. Virksomhederne er forpligtet til at holde disse oplysninger opdateret. Kvalitetsvurderingen og egnetheden af de sorter, der udbydes i OrganicXseeds, reguleres som udgangspunkt via kvalitetskriterierne i Bekendtgørelse nr. 584 af 28/05/2018 om avl m.v. af kartofler og baseres på kontrakten mellem udbyder og avler. Hvis kvaliteten af det læggemateriale, der udbydes i OrganicXseeds, ikke er tilstrækkelig, kan dette påklages til Landbrugsstyrelsen. Hvis der er tvivl om kvaliteten af det udbudte læggemateriale i OrganicXseeds, kan der rekvireres et syn ved Landbrugsstyrelsen mod gebyr. Dette vil som udgangspunkt kun være muligt ved det sidste parti økologisk læggemateriale inden for en given sortsgruppe.

Skærmklip fra OrganicXseeds, der viser en søgning på kartofler.

Arbejdet med OrganicXseeds

OrganicXseeds bliver løbende opdateret i takt med, at antallet af leverandører og økologiske arter og sorter stiger. Der er stadig synlige fejl og mangler, som vi retter løbende, og skulle du fange noget, vi har overset, tager vi gerne imod. Målet er at sikre en øget tilgængelighed af økologisk dyrkningsmateriale i Danmark, og det er, det vi – sammen med jer: producenter, leverandører og kunder – arbejder på, og vi ser frem til, at det lykkes. Har du spørgsmål, ideer eller feedback, er du altid velkommen til at henvende dig til Landbrugsstyrelsen på mail: jordbrugskontrol@lbst.dk – mærk venligst mailen ”OXS”.

Links

OrganicXseeds (OXS): www.organicxseeds.dk

Du skal som udgangspunkt altid ansøge om dispensation via OXS. Vi har dog oplevet, at det i nogle situationer ikke er muligt at ansøge via OXS. Det kan bl.a. være situationer hvor du f.eks. ikke har modtaget dit økologiautorisationsnummer, ikke kan få lov til at logge ind eller du ønsker at ansøge om en art der ikke findes i OXS. I disse tilfælde kan du anvende denne blanket:

Blanket til ansøgning om individuel tilladelse til brug af ikke-økologisk frø, læggemateriale eller vegetativt formeringsmateriale uden om OrganicXseeds (kan kun anvendes i særlige tilfælde)

Du vil senere kunne læse om de nye retningslinjer i Økologivejledningen.

Find den seneste udgave af Økologivejledningen her.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

Du kan abonnere på to typer af økologi-nyheder

Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder.

Du kan tilmelde dig på dette link.