Peer Vestergaard Johansen er fuldtidslandbruger på sin egen bedrift i Hjallerup, Nordjylland. Han har 90 hektarer landbrugsjord. Han har ikke dyrehold på sine arealer, men forskellige kornafgrøder, arealer med græs til slæt og naturarealer med skovbryn.

Peer søgte i 2023 fire bio-ordninger, som alle passede godt ind i hans eksisterende markplan og den måde han gerne vil drive sit landbrug på. Han søgte bio-ordningerne ekstensivering med slæt, miljø- og klimavenligt græs, varieret planteproduktion og biodiversitet & bæredygtighed.  

”Jeg har allerede forskellige kornafgrøder, så jeg såede ærter, for at kunne søge bio-ordningen varieret planteproduktion. Min konsulent anbefalede, at jeg søgte bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs, for det passede lige med de arealer, jeg har. Derudover sparer jeg både arbejdskraft og økonomiske ressourcer, når jeg ikke bruger midler på at så, men eksempelvis kan nøjes med at tage et slæt. Jeg vil også gerne hjælpe dyrene og biodiversitet på mine arealer.”

Peer har for nogle år tilbage etableret skovbryn på arealer, der ligger i en slugt. Her etablerede han løvskov med egetræer, lind og birk, for ifølge Peer skal der være noget variation. Han har i år valgt at etablere endnu mere løvskov og brakmarker, for at opretholde det varierede dyreliv, han ser derude. 

Jeg har et uglepar, der tager rotterne, mus samt mosegrise. Der er også hjortevildt, og i år har vi også set storke herude på marken, hvor jeg har søgt om ekstra tilskud til ekstensivering med slæt. Jeg synes, det er spændende med den nye natur og dyreliv, der kommer.

Bioordninger Peer har søgt

  • Ekstensivering med slæt
  • Miljø- og klimavenligt græs
  • Varieret planteproduktion
  • Biodiversitet & bæredygtighed

Planer for 2024

Peer planlægger at braklægge nogle af sine marginaljorde, som er arealer, der af naturmæssige, tekniske eller økonomiske årsager ikke er egnede til at dyrke, og som ligger i forbindelse med skovbrynet, så han kan søge bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed på et større areal i 2024.

Næste år vil han også søge bio-ordningerne ekstensivering med slæt og varieret planteproduktion til større arealer end i dag samt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs på de samme arealer.