Når du køber en landbrugsejendom, følger der en bopælspligt med. Du har 6 måneder til at påbegynde opfyldelsen af bopælspligten fra købstidspunktet. Det betyder, at du eller en anden person skal tage fast bopæl på ejendommen senest 6 måneder efter købet. Du begynder først at aftjene på bopælspligten den dag du eller en lejer flytter ind på landbrugsejendommen.

Den der opfylder bopælspligten skal reelt bo på ejendommen og være registeret i folkeregistret med adresse på ejendommen. Bopælspligten skal kunne opfyldes fra landbrugsejendommens stuehus.

Ønsker du at søge dispensation fra reglen om bopælspligt, skal du sende en ansøgning til Landbrugsstyrelsen og redegøre for, hvorfor du søger om dispensation. Du kan læse mere om hvordan du sender en ansøgning på vores side om ansøgning til landbrugsloven.

Hvem kan opfylde bopælspligten?

Bopælspligten er opfyldt, hvis du bor på ejendommen eller på din ægtefælles (eller samlevers) landbrugsejendom. Du kan også leje ejendommen ud til en, der bor på ejendommen. Hvis du lejer ud, må du kun opholde dig på ejendommen i forbindelse med den daglig drift.

Hvis landbrugsejendommen købes af en virksomhed, kan bopælspligten blive opfyldt ved at en person tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden landbrugsejendom, som virksomheden ejer. Husk, der skal være ens ejerforhold på ejendommene.

Hvor længe gælder bopælspligten?

Når du køber en landbrugsejendom gælder der en bopælspligt i 10 år. Bopælspligten gælder fra den dato, der er underskrevet en bindende aftale om handlen. Når du har opfyldt bopælspligten i 10 år, er der ikke længere en pligt til, at du eller en lejer bor på ejendommen. Der starter dog altid en ny 10-års periode ved ejerskifte, eller hvis en af dine landbrugsejendomme suppleres.

Hvorfra skal bopælspligten opfyldes?

Bopælspligten skal opfyldes fra den passende beboelse på ejendommen. Hvad en passende beboelse præcis er kan du læse mere om på vores side om passende beboelse.

Er der ikke en passende beboelse på ejendommen, grundet genopførelse eller istandsættelse, og har du ikke en anden landbrugsejendom med en passende beboelse, kan det være nødvendigt at opfylde bopælspligten fra en midlertidig beboelse. Det kræver en ansøgning til Landbrugsstyrelsen, hvor du bl.a. skal redegøre for de særlige forhold, status på byggeri, tidsplan for færdiggørelse af byggeriet og oplyse hvem, der skal opfylde bopælspligten.

Beboelsen kræver en tilladelse fra din kommune om midlertidig beboelse og den skal være placeret på din landbrugsejendom, hvis du vil benytte den til at opfylde din bopælspligt. 

Kommunens tilladelse til midlertidig beboelse udstedes efter byggeloven, hvorfor f.eks. telte ikke kan benyttes som midlertidige beboelser.

Vi har ikke praksis for at godkende opfyldelsen af bopælspligten fra en midlertidig beboelse, når forholdet er politianmeldt.