Økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer: Ansøgning om nye tilsagn åbner 2. november og lukker inden jul

Du kan fra 2. november 2020 søge nye tilsagn om økologisk arealtilskud samt plejegræs, og du kan allerede nu begynde at indtegne dine tilsagnsmarker i Internet Markkort. Ændringsbekendtgørelse med ansøgningsfristen er i høring.

Publiceret 2. oktober 2020

Du kan fra 2. november 2020 søge nye tilsagn om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer. Landbrugsstyrelsen forventer, at fristen for modtagelse af ansøgning om tilsagn bliver kl. 11.59 den 22. december 2020 jf. nedenstående ændringsbekendtgørelse. Du skal dog være opmærksom på, at ansøgningsfristen kan blive ændret efter høring af ændringsbekendtgørelse for tilsagnsskemaet. 

Fristen for bemærkninger til ændringsbekendtgørelsen er den 7. oktober 2020.

Se høringen på Høringsportalen 

Nye 5-årige tilsagn gælder fra 1. september 2020

De nye tilsagn, du kan søge, begynder 1. september 2020. Tilsagnsperioden er 5 år, dvs. at tilsagnene slutter 31. august 2025. 

Du skal søge de nye tilsagn i tilsagnsskemaet, som du kan finde i Tast selv, når ansøgningsrunden begynder. 

Du kan søge nyt tilsagn til marker, både hvis du havde et tilsagn, der udløb 31. august 2020, eller hvis du søger tilsagn til markerne for første gang, fx hvis du er ny økolog.
 
Du skal også være opmærksom på følgende betingelser skal være opfyldt pr. 1. september 2020:

  • din bedrift skal være søgt autoriseret til økologisk jordbrug
  • nye økologiske marker skal være indberettet til Landbrugsstyrelsen og påbegyndt omlægning til økologi
  • du skal have rådighed over arealerne.  
     

Forenklet tilsagnsskema

Tilsagnsskemaet er forenklet i 2020. Det er kun muligt at søge nye tilsagn herunder nye tillæg, og du kan også omdanne til andre typer tilsagn. Du kan til gengæld ikke længere ændre i eksisterende tilsagn i tilsagnsskemaet. 


Sådan søger du

Når du indsender tilsagnsskemaet, skal du vedhæfte et kort med de marker, som du søger tilsagn til. I kortet må der kun være de marker, du søger tilsagn til. Du kan inden 2. november indtegne de marker i Internet Markkort, som du ønsker at søge tilsagn til. Når du har indtegnet dine marker i Internet Markkort, kan du tilknytte en kopi af dette markkort til tilsagnsskemaet, når det åbner.

Hvis du både skal søge nye økologi- og plejegræstilsagn, skal du indsende et skema for hver af de to ordninger og dermed også to markkort. Husk, at du ikke kan søge begge tilsagn til samme mark. 

Du kan ikke længere se dine registrerede tilsagnsmarker direkte i tilsagnsskemaet, men du kan dog via en funktion i skemaet trække en liste over dine tilsagnsmarker. Det betyder, at du ikke længere kan overføre de registrerede tilsagnsmarker til siden, hvor du søger nye tilsagn. Du kan dog tage udgangspunkt i eksisterende markkort, som du så tilpasser til din ansøgning om nye tilsagn.

Du kan læse mere om, hvordan du udfylder tilsagnsskemaet og indtegner dine marker i brugerguiden til tilsagnsskemaet, som vi inden ansøgningsperiodens begyndelse lægger på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Mere om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer

Ordningerne økologisk arealtilskud samt pleje af græs- og naturarealer er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om ordningen økologisk arealtilskud

Læs mere om pleje af græs- og naturarealer
Billede af EU flag og LDP 2020 logo med teksten Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljobio@lbst.dk 
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.