Universitetsmand skal samle forskellige parter om ny arealregulering af landbruget

Kurt Nielsen, som er prodekan for videnudveksling ved Aarhus Universitet, er valgt til formand for partnerskabet for ny målrettet regulering af landbrugets arealer.

Publiceret 23. september 2014

Kurt Nielsen kommer med en meget stærk faglig ballast, idet han er dybt forankret i forskningsverdenen og 
til dagligt arbejder med netop videnudvikling inden for både landbrug og miljø.

”Der er brug for, at alle partnere i videninstitutioner, landbrugsforeninger og miljøorganisationer bidrager med viden og erfaringer, så vi gennem en mere målrettet regulering kan øge landbrugsproduktionen, samtidig med at miljøpåvirkningen mindskes,” siger Kurt Nielsen.

Siden Natur- og Landbrugskommissionen offentliggjorde sine anbefalinger, har regeringen arbejdet på at skabe det faglige grundlag for en mere målrettet miljøregulering af dansk landbrug, hvor der i højere grad tages højde for lokale forskelle i miljøet og så man kan gøde både hensynsfuldt og effektivt.

En af kommissionens anbefalinger er en mere målrettet regulering af landbrugets arealer, og at nye virkemidler bør udvikles på tværs af relevante institutioner og organisationer. Partnerskab for vidensopbygning om virkemidler og arealregulering er en del af dette arbejde.

Partnerskabet, der samler landbruget, de grønne organisationer, kommunerne, videninstitutioner samt Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen, blev officielt sat i gang i slutningen af juni, hvor fødevareministeren og miljøministeren indledte partnerskabet med et kick-off arrangement for ny målrettet arealregulering. Nu går partnerskabet ind i næste fase, hvor parterne skal levere resultater og finde konkrete handlinger, som kan gøre reguleringen af landbruget mere målrettet.

Det næste møde i partnerskabet bliver holdt i starten af oktober. Herefter bliver der nedsat såkaldte faglige netværk, der skal arbejde med de relevante problemstillinger.

I partnerskabet indgår både universiteter og interesseorganisationer såsom Dansk Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Økologisk Landsforening, Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer og Videncentret for Landbrug.