Tørke: Ny bekendtgørelse om mulighed for udnyttelse af MFO-brak træder i kraft i morgen

Landbrugsstyrelsen har i dag offentliggjort en ændring af bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen mv. Ændringen træder i kraft i morgen, 20. juli. Det sker, efter at EU-Komitéen for Direkte Betalinger i sidste uge besluttede at indstille til EU-Kommissionen at tillade, at en række lande kan høste foder på MFO-brakarealer på grund af tørken.

Publiceret 19. juli 2018

Baggrund for ændringen af bekendtgørelse

Som vi gjorde opmærksom på i vores nyhed 13. juli 2018, har Danmark støttet et forslag fra EU-Kommissionen om, at reglerne for det grønne krav om MFO-brakarealer lempes på grund af de usædvanligt tørre vejrforhold i 2018.

Kommissionen har i denne uge meddelt, at lempelsen af disse grønne krav kan finde anvendelse med det samme.  Den endelige formelle meddelelse fra Kommissionen forventes fortsat ultimo juli. Ministeren har på denne baggrund besluttet at fremskynde ikrafttrædelsen af lempelserne, således at ændringen kan træde i kraft hurtigst muligt fra den 20. juli og ikke den 1. august, som det tidligere blev meldt ud.

Landbrugsstyrelsen har derfor i dag udstedt en ændringsbekendtgørelse, der lemper reglerne for udnyttelse af MFO-brakarealer til foder. Ændringen til bekendtgørelsen betyder, at marker med MFO-brak kan afgræsses eller høstes med henblik på produktion af foder fra i morgen. Selvom arealet afgræsses eller høstes, mister arealet ikke sin status som brak i forhold til kravet om flere afgrødekategorier eller MFO-brak i forhold til beregningen af MFO-areal.

Hensyn til vildtet

Landbrugsstyrelsen opfordrer til, at du ved slæt af brakarealerne så vidt muligt sørger for at tage hensyn til vildtet. Du kan se anbefalingerne om skånsom høst fra Aarhus Universitet, som er samlet i styrelsens pjece:

Undgå at skade vildt ved høst

Du kan finde bekendtgørelsen i retsinformation via dette link: Link til bekendtgørelsen i retsinformation

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til: direktebetalinger@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.