Temadag: Hvordan styrker vi fremtidens plantesorter i Danmark?

Hvordan styrker vi den danske planteforædling og kvaliteten af plantesorterne i Danmark? Fødevareministeriet afholder 25. februar en temadag med titlen ”Fremtidens Plantesorter”.

Publiceret 10. januar 2014

Temadagen skal sætte gang i dialogen mellem landbruget, sædekorns- og frøbranchen og forskerne om, hvordan vi fremtidssikrer den danske planteforædling til gavn for vækst og miljø i det danske landbrug.  

”I takt med, at råvarepriserne stiger på verdensmarkedet, er det blevet vigtigere, at vi i Danmark satser på en høj kvalitet. Med bedre plantemateriale bliver det muligt at bruge færre sprøjtemidler, mindre gødning og samtidig øge udbyttet. Det er både godt for de konventionelle landmænd, økologerne, den danske eksport, væksten og miljøet,” siger fødevareminister Dan Jørgensen, der indleder temadagen.  

Program

Dagen starter med en politisk drøftelse af de indsatsområder, som Fødevareministeriet har prioriteret, og finansieringen af indsatserne. I debatten deltager: Fødevareminister Dan Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, formand for Crop Innovation Denmark Asbjørn Børsting og formand for Økologisk Landsforening Per Kølster.

Om eftermiddagen følger en teknisk faglig dialog om indsatsområderne samt konkrete spændende cases, hvor forskellige indlægsholdere vil holde korte oplæg med efterfølgende workshops.  

Temadagen afholdes tirsdag den 25. februar 2014 kl. 10-16 i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2G, 1448 København K.  

Program lægges på www.naturerhverv.dk medio januar.   Tilmelding Tilmelding skal ske til planter@naturerhverv.dk senest tirsdag den 18. februar 2014. Arrangementet er gratis.  

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Center for Jordbrug, på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@naturerhverv.dk.  

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens pressetelefon tlf. 41 89 25 07. Pressekontakt til ministeren: 20 91 59 01