Svar på høringsbreve giver kortere sagsbehandlingstid

NaturErhvervstyrelsen opfordrer til, at man besvarer breve om Fællesskema 2013, ved at sende en ændring til skemaet direkte via Tast selv-service.

Publiceret 27. september 2013

Mange landmænd og konsulenter har allerede nu svaret på høringsbreve om Fællesskema 2013 om forskelle mellem anmeldt og registreret areal i markblokke. NaturErhvervstyrelsen opfordrer dog endnu flere til at svare, fordi det gør sagsbehandlingen hurtigere.

”Vi vil rigtig gerne have svar på vores breve. Hvis man ikke svarer, bliver sagsbehandlingen tungere og tager længere tid. Mangler der svar, kan det i nogle tilfælde, hvor der er flere ansøgere i samme markblok, være nødvendigt at sende en sag til fysisk kontrol, for at afgøre, hvem der har søgt for meget. Det vil vi gerne undgå”, udtaler Lotte Dige Toft, der er chef i Center for Arealtilskud i NaturErhvervstyrelsen.

”Selvom man fastholder sit ansøgte areal, er det vigtigt at svare. Hvis der er flere landmænd med marker i den samme markblok, vurderer vi arealerne ud fra alle de indkomne svar” fortsætter Lotte Dige Toft.

Svar for hver enkelt af de berørte marker

Det er vigtigt at nedskrive eller fastholde arealet for alle de marker, som brevet handler om.

Brevene handler nogle gange om meget små afvigelser. Her betyder det måske kun et lille beløb for den enkelte landmand. Men for naboen, som også har marker i samme markblok, betyder det måske et større beløb, afhængig af hvad han har af andre afvigelser. Derfor forsøger NaturErhvervstyrelsen at finde ud af, hvem der har søgt til for meget.

Unødvendige påmindelser?

NaturErhvervstyrelsen har i den seneste tid sendt påmindelser til landmænd, som allerede har svaret på deres brev. I mange tilfælde skyldes det, at der kun er svaret for nogle af de marker, som brevet handler om.

Styrelsen vil ikke længere sende en påmindelse, selvom der mangler svar for en mark, hvis der i øvrigt er svaret på resten af brevet. Styrelsen vil i stedet gå ud fra, at landmanden fastholder sin ansøgning på resten af markerne.

Nogle landmænd og konsulenter har sendt deres svar på email. Der går typisk nogle dage, før svaret er registreret i sagsbehandlingssystemet. Hvis man har sendt sit svar lige op til svarfristen, kan rykkeren derfor krydse registreringen af svaret. NaturErhvervstyrelsen opfordrer derfor til, at man sender sit svar via Tast selv-service. Så kan svaret straks ses af sagsbehandleren.

Der er flere tilfælde, hvor der er sket en menneskelig fejl i sagsbehandlingen. NaturErhvervstyrelsens sagsbehandlere er ved at lære et nyt sagsbehandlingssystem at kende. Under sagsbehandlingen skal sagsbehandleren huske at stoppe udsendelse af påmindelsesbrevet. Det er desværre forekommet, at sagsbehandleren ikke har fået stoppet påmindelsen.

Derfor har nogle landmænd oplevet at få en påmindelse, selvom landmanden eller hans konsulent allerede har svaret, og sagsbehandlingen er i fuld gang. NaturErhvervstyrelsen beklager meget den ulejlighed, som dette medfører.

Sådan sender man sit svar

  • Log på Tast selv-service via www.naturerhverv.dk/tastselv med NemID eller Medarbejdersignatur 
  • Klik på fanen ”Skemaer”
  • Find dit Fællesskema under ”Skemaer der er indsendt”
  • Klik på ”Opret” i kolonnen ”Opret ændring”. Der kommer nu en kopi af skemaet i den øverste liste over ”Skemaer som ikke er indsendt”
  • Åbn skemaet ved at klikke på den nye kopi.

I skemaet nedskriver eller fastholder man det ansøgte areal. Man nedskriver arealet ved at ændre på markens areal på siden ”Markplan og Enkeltbetaling”.

Hvis man fastholder arealet, sætter man flueben i kolonnen ”Fastholder ansøgt areal i markblok” ud for marken. Man kan også skrive en bemærkning i bemærkningsfeltet.

Klik på ”Indsend” for at sende svaret.


Læs mere om at indsende ændringer:

  • Gå til guide om at indsende en ændring til Fællesskema 2013


Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Center for Arealtilskud på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail arealtilskud@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.

http://naturerhverv.fvm.dk/Default.aspx?ID=46677