Se de nye luftfotos af dine arealer i Internet Markkort

Du kan nu orientere dig i et nyt forårsfoto i Internet Markkort (IMK). Og vi har sørget for, at du allerede nu kan oprette markkort til Fællesskema 2022.

Publiceret 4. juni 2021

Forårsfoto 2021 er tusindvis af luftfotos af Danmark, der er sat sammen til ét stort foto. Fotoet er landsdækkende. 

Hvis du skal tegne marker ind i IMK, kan du bruge fotoet til at orientere dig i. Fotoet er især en hjælp for dig, hvis der er sket ændringer på dine arealer siden sidste år. Hvis der f.eks. er bygget veje, kan du se ændringerne i forhold til tidligere luftfotos, så din indtegning af marker bliver mere præcis.

Fotoet er foreløbigt

Da fotoet er foreløbigt, vil der være steder, hvor der er store forskelle på farverne, og hvor de enkelte fotos ligger forskudt. Vi anbefaler derfor, at du tegner dine marker efter sidste års sommerfoto, ”SOP 2020”, og blot orienterer dig på Forårsfoto 2021 i forhold til ændringer på dine arealer.

Forårsfotoet bliver løbende forbedret, både i forhold til farver og forskydninger.

Sådan ser du det nye foto

Vil du se forårsfotoet fra 2021, skal du i IMK vælge ”Korttemaer”, ”Baggrundskort” og ”Forårsfoto 2021 foreløbigt”.

Du kan gå til IMK via Tast selv-service fra forsiden af vores hjemmeside. 

Gå til Tast selv-service 

Du kan oprette markkort til Fællesskema 2022

Ud over at vi har lavet et nyt foto, har vi også opdateret IMK, så du allerede nu kan oprette et markkort til dit fællesskema for 2022. Det gør du f.eks. ved at kopiere markkortet fra 2021.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.