Pressemeddelelse: Skolefrugt får flere børn til at gnaske æbler, pærer og gulerødder i skoletiden

I ti år har danske skolebørn gnasket sig gennem tonsvis af æbler, pærer og anden frisk frugt i skoletiden. Ny evaluering viser, at ordningen får børn og unge til at bytte de usunde snacks ud med frugt og grønt i frikvartererne.

Publiceret 4. november 2019

Alene i skoleåret 2017 og 2018 er rundt regnet 15 mio. æbler, pærer, gulerødder og andre grønne sager røget indenbords hos de 60.000 danske skolebørn, som er en del af skolefrugtordningen. I år kan ordningen fejre 10-årsjubilæum i Danmark.

Det daglige skud frugt gør, at skoleelever spiser mere frugt og grønt og færre usunde snacks, mens de er i skole. Det viser en ny evaluering af skolefrugtordningen, som Landbrugsstyrelsen har fået udarbejdet af Konsulentvirksomheden Oxford Research. 

- Vores børn og unge skal have let ved at træffe sunde valg, når sulten melder sig. Der er mange usunde fristelser, så det er vigtigt, at de sunde madvaner bliver en del af ens hverdag så tidligt som muligt. Ordningen har gennem ti år bidraget til, at børn får mere frisk frugt, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Evalueringen fremhæver, at det især er de børn, der kommer fra lavere socioøkonomiske kår, der har glæde af skolefrugten, fordi de får frugt og grønt oftere, end det ellers ville have været tilfældet. Den viser også, at børn, som er med i ordningen, er glade for at få et stykke frugt om dagen. 

- Det er vigtigt for mig, at alle danskere har adgang til sund og nærende mad. Ordningen her er en af de måder, hvor vi kan sikre, at det ikke er indkomsten, som afgør, hvorvidt man vælger det sunde alternativ nu og i fremtiden. Jeg håber, at vi tager ti år mere med frugt og grønt i skoletiden, så endnu flere børn kan gnaske saftige æbler i sig i skoletiden, siger Mogens Jensen. 

Formålet med ordningen er at give skoleelever bedre adgang til frugt og grønt og få flere børn og unge til at spise sundere. Landbrugsstyrelsen har netop gjort det endnu nemmere for skoler, kommuner, leverandører og organisationer at søge om tilskud til skolefrugten. Landbrugsstyrelsen stiller desuden tegneserier og quizzer om kost og ernæring til rådighed, som skolelærere gratis kan benytte til undervisningen. 

Skolefrugtordningen er finansieret af EU. Læs mere på skolefrugt.dk

Næste ansøgningsrunder for skolefrugtordningen forventes at åbne i slutningen af marts 2020.

Fakta: Evalueringens hovedresultater

  • De ordningsansvarlige på skolerne påpeger, at ordningen gavner særligt børn fra lavere socioøkonomiske kår, fordi de oftere præsenteres for frugt og grønt, end de ellers ville.
  • Deltagerne i skolefrugt og -grønt ordningen spiser signifikant færre usunde snacks i
  • skoletiden, end de elever, der ikke deltager i ordningen.
  • Ordningen har særlig indflydelse på elevernes direkte indtag af frugt og grønt i skoletiden. 
  • Ordningerne (både frugt og mælk) har begrænset effekt på børns kendskab til landbrugsprodukter og viden om sundhedsgavnlige effekter ved indtag af frugt, grøntsager og mælk.
  • Der er generelt stor tilfredshed med begge skoleordningerne blandt såvel skolebørn, forældre og skolerne.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jacob Haaning Andersen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 21 19 27 50, e-mail: jahaa@mfvm.dk

Kontakt Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk