Organismer frembragt ved nye mutagenese-teknikker er GMO’er

EU-Domstolens afgørelse om en række nye mutagenese-teknikker medfører, at organismer frembragt med de nye mutagenese-teknikker skal betragtes som GMO’er. Organismer frembragt med de nye forædlingsteknikker må derfor kun markedsføres, når de på forhånd er godkendt efter EU’s GMO-lovgivning.

Publiceret 7. januar 2019

Nye mutagenese-teknikker skal betragtes som GMO'er og omfattes af EU's GMO-regulering. Det sker efter EU-domstolens kendelse i en principiel sag (C-518/16), som blev afsagt 25. juli 2018.

Landbrugsafgrøder frembragt med nye mutagenese-teknikker skal risikovurderes

Afgørelsen slår fast, at sorter frembragt med de nye mutagenese-teknikker skal opfattes som genmodificerede organismer (GMO’er) og omfattes af EU’s fulde GMO-regulering. Det medfører, at landbrugsafgrøder frembragt med de nye mutagenese-teknikker (fx CRISPR-Cas) kun kan dyrkes i EU efter en forudgående godkendelse til dyrkning som GMO. Sådanne nye landbrugsafgrøder skal derfor underlægges en risikovurdering, der undersøger, om afgrøderne har en negativ effekt på mennesker og natur.

GMO-godkendelse før forsøg og optagelse på sortsliste

EU-Kommissionen og EU’s medlemsstater har nu fokus på at gennemføre EU-domstolens afgørelse. Derfor skal medlemsstaterne sikre, at forsøgsudsætninger med planter frembragt med de nye mutagenese-teknikker samt forsøg med indesluttet anvendelse skal håndteres efter GMO-lovgivningen.

Det betyder desuden, at sorter med genetiske ændringer, som er fremkommet ved anvendelse af de nye mutagenese-teknikker, først kan optages på de nationale sortslister efter forudgående GMO-godkendelse.

EU-Domstolens afgørelse giver nogle udfordringer fsva. kontrol af produkter og udsæd indeholdende eller bestående af GMO’er frembragt med de nye mutagenese-teknikker. EU-Kommissionen, Landbrugsstyrelsen og de øvrige medlemsstater arbejder på en løsning af, hvordan medlemsstaterne i fremtiden kan kontrollere handel med og dyrkning af GMO’er frembragt med de nye mutagenese-teknikker. Landbrugsstyrelsen vil orientere om denne løsning når den foreligger.

Læs mere om konsekvenserne for optagelse på sortsliste på Tystoftefondens hjemmeside

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljobio@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.