Nyt biavlskursus er summen af godt samarbejde

Det kræver både stor viden og tålmodighed at blive en god biavler. Derfor etablerer de fem danske biavlsorganisationer, Dalum Landbrugsskole og NaturErhvervstyrelsen sammen nyt ’Basiskursus i biavl’.

Publiceret 22. oktober 2012 oprettet af Kunder & Kommunikation

Kurset henvender sig specielt til biavleren, der vil ud over begynderstadiet og have håndværket helt ind under huden. Det nye fælles kursus, der begynder i november, bygger ovenpå de gode eksisterende introduktionskurser i lokalforeningerne.

NaturErhvervstyrelsen støtter udviklingen af kurset økonomisk gennem ’Midler til indsatser for honningbierne’ fra Grøn Vækst. NaturErhvervstyrelsen støtter også kurset det første år, så egenbetalingen bliver holdt nede, og kurset kommer godt i gang.

”Med et snart forestående generationsskifte er der brug for nye kræfter i dansk biavl. I NaturErhvervstyrelsen er vi derfor glade for, at foreningerne har dannet fælles front om at skabe et spændende basiskursus. Kurset skaber et stærkt fundament for biavlere, der vil arbejde med en grøn og samfundsøkonomisk betydelig håndværkstradition,” siger Kristine Riskær, enhedschef for Planter i NaturErhvervstyrelsen.

Danskerne spiser årligt ca. 5.000 ton honning, hvoraf ca. halvdelen er fra danske bistader. Men bier producerer ikke bare honning, de små nyttedyr er også en vigtig brik i den grønne omstilling. Danske honningbier har et stort økonomisk potentiale, da de allerede i dag bestøver både marker og frugttræer for én milliard kroner årligt og laver honning til en værdi af ca. 100 millioner kroner.

Hvordan får biavlere mætte og sunde bier?

På Dalum Landbrugsskole lærer kursister konkret om praktisk biavl, succesfuld driftsteknik, driftsøkonomi, biernes fødegrundlag, simpel dronningeavl, fremtidssikret varroabekæmpelse, udfordringer på sygdomsfronten. For yderligere oplysninger om kurset kontakt Asger Clausen tlf. 21 27 34 40, Dalum Landbrugsskole.

De fem biavlerforeninger bag kurset er Danmarks Biavlerforening, Danske Biavleres Landsforening, Erhvervsbiavlerne, Sammenslutningen af danske Erhvervsbiavlere og Dronningeavlerforeningen af 1921.

Pressekontakt i NaturErhvervstyrelsen:
tlf. 41 89 25 07