Nye regler for Register for Gødningsregnskab

Nye regler for Register for Gødningsregnskab gør, at en række virksomheder nu skal tilmeldes registeret. Tilmeldingen vil gælde fra og med indeværende planperiode 2020/2021.

Publiceret 15. december 2020

Fra og med planperiode 2020/2021 gælder der nye kriterier for, hvornår en virksomhed skal tilmeldes Register for Gødningsregnskab. De nye tilmeldingskriterier vedrører størrelsen på virksomhedens areal med afgrøder med en kvælstofnorm eller en fosfornorm og omfanget af brug af husdyrgødning og anden organisk gødning på virksomheden.

Bliver din virksomhed tilmeldt Register for Gødningsregnskab betyder det, at du fra og med planperioden 2020/2021:

  • Skal indberette gødningsplanlægning og gødningsregnskab
  • Kan købe kunstgødning afgiftsfrit
  • Kan modtage husdyrgødning fra andre virksomheder i Register for Gødningsregnskab

Planperioden 2020/2021 løber fra 1. august 2020 til 31. juli 2021.

Du får et brev, hvis du skal tilmeldes registeret

Vi sender i den kommende tid breve ud til alle de virksomheder, som vi vurderer, har pligt til at være tilmeldt registeret, og som ikke allerede er tilmeldt. Vi har anvendt data fra Fællesskemaet og det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR) til at vurdere, at de pågældende virksomheder opfylder kriterierne for pligtig optagelse. Får du brev om tilmelding af din virksomhed, og er du ikke enig, kan du gøre indsigelse og indsende dokumentation til styrelsen for, at du ikke har pligt til at være tilmeldt. Fristen for indsigelse vil være inden for en måned fra brevdato.

På samme måde som der er virksomheder, som skal tilmeldes registeret, er der også virksomheder, der skal afmeldes. Vi forventer i andet kvartal 2021 at sende breve om afmelding fra registeret til disse virksomheder og vil til den tid informere yderligere om dette. Også disse virksomheder vil få en indsigelsesfrist. Afmeldingen af disse virksomheder vil gælde fra og med planperioden 2021/2022.

Faktaboks

Pligt til at være tilmeldt

En virksomhed har pligt til at være tilmeldt registeret, hvis virksomheden drives med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf og samtidig opfylder mindst én af følgende betingelser (jf. § 5, stk. 2 i loven):

  • Virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 1.000 kg kvælstof pr. år.

 

  • Virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 100 kg kvælstof pr. hektar areal med afgrøder, som er omfattet af en kvælstofnorm en fosfornorm.

 

  • Virksomheden disponerer over et areal med afgrøder på 10 ha eller derover, som er omfattet af en kvælstofnorm på mere end 0 kg kvælstof eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor.

Frivillig tilmelding

En virksomhed kan være frivilligt tilmeldt, hvis virksomheden har et aktivt CVR-nr. og drives med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf og opfylder mindst én af følgende betingelser (Jf. § 6 i loven):

  • Virksomheden disponerer over et areal med afgrøder på 5 ha eller derover, der er omfattet af en kvælstofnorm på mere end 0 kg kvælstof eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor.
  • Virksomheden dyrker på sit areal afgrøder, som samlet er omfattet af en kvælstofnorm på mindst 90 kg kvælstof pr. ha pr. år.

 

Læs mere om de nye regler

Du kan finde de nye regler i gødskningsloven, lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag. Grunden til ændringerne er at gøre kriterierne mere kontrollerbare, idet Landbrugsstyrelsen bedre har mulighed for at kontrollere informationer om virksomhedens samlede areal med afgrøder frem for virksomhedens omsætning fra jordbrugsproduktion. Desuden giver ændringerne mulighed for at foretage en effektiv gennemgang, så det er de relevante bedrifter, der står i registeret.

Se reglerne for tilmelding til registeret i § 5 til § 9 i gødskningsloven

Læs mere om, hvad det indebærer at være medlem at Register for Gødningsregnskab

Kontakt

Har du spørgsmål, kan du kontakte Landbrugsstyrelsen på tlf. 33958000 eller e-mail: miljobio@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.