Ny kontrol skal sikre korrekt forvaltning af landbrugsstøtten

Landbrugsstyrelsen har siden maj arbejdet med at udvikle en ny kontrol, der skal sikre, at landbrugsvirksomheder får den korrekte støtte og ikke omgår betingelserne for landbrugsstøtte.

Publiceret 21. december 2021

Landbrugsstyrelsen er godt i gang med at indføre en ny kontrol, efter at Rigsrevisionen i maj 2021 kritiserede Landbrugsstyrelsen for utilstrækkelig kontrol af bagvedliggende ejerforhold. Kontrollen er et supplement til Landbrugsstyrelsens øvrige kontroller.

Formålet er at sikre, at landbrugsvirksomheder får den korrekte støtte og ikke omgår betingelserne for landbrugsstøtten ved kunstigt at skabe betingelserne for dette, også kaldet omgåelse.

Hvad er omgåelse?

Virksomheder kan organisere og opdele deres virksomhed som de vil. Men hvis man f.eks. opdeler sin virksomhed i flere CVR-numre, alene med det formål at få mere i støtte eller undgå en kontrol, er der tale om omgåelse.

Kontrollen har skullet udvikles fra grunden og skal gennemføres på alle relevante ansøgninger. Det vil sige, at vi skal kigge på både aktuelle ansøgninger og bagud i tid. På aktuelle ansøgninger har vi gennemført kontrollen sideløbende med den almindelige sagsbehandling. Det har vi gjort for at minimere sagsbehandlingstiden så vidt muligt for det store flertal af landbrugsvirksomheder, som har søgt landbrugsstøtte på et legitimt grundlag.

Fire procent af arealstøttesagerne er udtaget til manuel kontrol

Vi har gennemført kontrollen af ca. 36.000 ansøgninger om arealstøtte fra ansøgningsrunden 2021, som omfatter direkte støtte, grønne krav, ø-støtte, unge landbrugere, økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer. Ca. 96 procent er gået videre til almindelig sagsbehandling.

Tilbage er en afgrænset gruppe på fire procent, som skal kontrolleres manuelt. Ansøgningerne er udvalgt ud fra kriterier om bagvedliggende ejerforhold samtidig med, at der er et økonomisk incitament, som f.eks. kan være støtteloft, ø-støtte eller støtte til unge landbrugere.

10 procent af denne afgrænsede gruppe er aktuelt ved at blive gennemgået og afventer derfor udbetaling. Det drejer sig om 155 ansøgninger ud af de i alt ca. 36.000 ansøgninger, som Landbrugsstyrelsen modtog i ansøgningsrunden 2021. Landbrugsstyrelsen arbejder for at nå at afklare disse 155 sager før 30. juni 2022. De resterende 90 procent er sendt til udbetaling, men vil blive kontrolleret efterfølgende.

Det er vigtigt at pointere, at man som landbruger godt kan være udtaget til kontrol for omgåelse uden at have gjort noget galt.

Udbetalingsmålet for 15. december er nået

På trods af den ekstra kontrol nåede Landbrugsstyrelsen sit udbetalingsmål om, at 90 procent af ansøgningerne skulle være udbetalt 15. december. Med forsigtig optimisme forventer vi også at nå målet om 97 procent udbetalt 31. januar 2022. For at sikre de kommende års udbetalingsmål arbejder vi videre med kontrollen for at smidiggøre den nye kontrol uden at gå på kompromis med at sikre korrekt udbetaling.

Ordninger for projektstøtte bliver også kontrolleret

På projektstøtteordninger kigger vi aktuelt på bagvedliggende ejerforhold og incitamenter, når vi modtager udbetalingsanmodninger og nye tilsagnsansøgninger. Det betyder, at vi blandt andet skal udføre kontrol for omgåelse på ansøgningsrunden om Økologisk investeringsstøtte fra juni 2021. Det har betydet længere sagsbehandlingstider for sager, som opfylder kriterierne for, at de skal kontrolleres.

Sager skal vurderes individuelt

På både arealstøtte og projektstøtte gælder, at kontrollen i første omgang danner grundlag for at udvælge de sager, der skal kontrolleres manuelt for omgåelse. Sager, der udvælges til manuel kontrol for omgåelse, vil blive undersøgt og undergivet en individuel vurdering. Ansøgere vil få besked fra Landbrugsstyrelsen, hvis den manuelle kontrol medfører, at vi har brug for flere oplysninger.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.