Ny GUDP-bestyrelse udpeget: Disse otte profiler skal sætte retningen de kommende fire år

Nu er det officielt: Den nye bestyrelse for Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram (GUDP) er udpeget, og består af både nye såvel som kendte stærke profiler.

Publiceret 29. juni 2022

GUDP har fået en ny bestyrelse. Dermed er der nu klarhed om, hvem der for de næste fire år skal sætte retningen for den grønne støtteordning, der giver tilskud til udviklings-, demonstrations- og netværksprojekter i hele værdikæden inden for fødevareproduktionen.

Udover at sætte retningen, så er det også bestyrelsen, der beslutter, hvilke projekter der er tilskudsberettigede, og dermed kan få økonomisk støtte til at føre de grønne ideer ud i livet. Det er derfor en central rolle, bestyrelsen spiller, når det gælder fremme af den grønne udvikling af fødevaresektoren.

Bestyrelsesmedlemmerne udpeges for en fireårig periode, og der er denne gang udskiftning på seks bestyrelsespladser, mens Irene Asta Wiborg og Mikael Thinghuus fortsætter. Afgående, og nu igen tiltrædende, formand, Mikael Thinghuus udtaler: 

- Jeg er utrolig glad for, at ministeren (Rasmus Prehn, red.) har tilbudt mig en forlængelse af formandskabet for GUDP-bestyrelsen. Der ligger rigtig mange vigtige beslutninger, som kan få stor betydning for fremtidens grønne fødevareproduktion, i bestyrelsen. Den opgave er jeg naturligvis stolt og glad over, at kunne arbejde videre med, udtaler formand Mikael Thinghuus og fortsætter:

- Jeg ser meget frem til at møde den nye bestyrelse, samt at genoptage arbejdet med at fremme den grønne udvikling i fødevaresektoren. Samtidig vil jeg også sige de afgående bestyrelsesmedlemmer en stor tak for det gode samarbejde, der har præget bestyrelsesarbejdet de forgangne fire år.

Også i GUDP-sekretariatet er der stor begejstring over den nye bestyrelsessammensætning, og medarbejderne ser nu frem til at påbegynde samarbejdet med bestyrelsen. Sonja Canger, enhedschef i Landbrugsstyrelsen og sekretariatsleder for GUDP, udtaler: 

- Vi har igen fået en rigtig stærk sammensætning af dygtige personer med relevante og nødvendige kompetencer. Vi i sekretariatet ser meget frem til at understøtte den nye bestyrelses arbejde, og så glæder vi os til at møde de nye bestyrelsesmedlemmer.

Den nye bestyrelse repræsenterer et bredt spænd af kompetencer inden for fødevareproduktionen, og er udpeget af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri på baggrund af indstillinger fra erhvervsministeren, miljøministeren, uddannelses- og forskningsministeren samt klima-, energi- og forsyningsministeren.

Den nye GUDP-bestyrelse består af følgende personer
Mikael Thinghuus (formand), administrerende direktør i Royal Greenland 
Royal Greenland er en af verdens førende leverandører af fisk og skaldyr. 

Irene Asta Wiborg, afdelingsleder i SEGES Innovation 
SEGES Innovation er en privat og uafhængig forsknings- og udviklingsorganisation indenfor landbrugs- og fødevareområdet. 

Nima Tisdall, stifter af Blue Lobster
Blue Lobster er en app-baseret virksomhed, der forbinder kokke med skånsomme kystfiskere. 

Winnie Højvang Bügel, administrerende direktør for Chr. Hansens danske selskaber
Chr. Hansen er en global bioscience-virksomhed, der producerer alt fra enzymer til modermælkserstatning. 

Henrik Lund, CEO i Naturli’ 
Naturli’ er en førende dansk virksomhed inden for produktion af plantebaserede fødevarer. 

Jesper Uggerhøj, administrerende direktør i Løgismose Meyers
Løgismose Meyers beskæftiger sig i hele værdikæden fra jord til bord med målet om at frembringe kvalitetsfødevarer til almindelige forbrugere. 

Signe Didde Frese, CSR-Director i COOP
COOP er Danmarks førende dagligvarevirksomhed med et stort fokus på ansvarlighed og bæredygtighed. 

Kristian Lundgaard-Karlshøj, landbruger og ejer af Ausumgaard
Ausumgaard ligger midt imellem Struer og Holstebro, hvor bæredygtigt landbrug er nøgleordet for driften.