Ny ansøgningsrunde vedrørende tilskud til biogasanlæg mv.

Fødevareministeriet åbner for en ny ansøgningsrunde for etableringstilskud til biogasanlæg, som skal løbe hen over sommeren og har ansøgningsfrist den 15. august 2012. Formålet med ordningen er, at fremme udnyttelsen af husdyrgødning til energiformål.

Publiceret 22. maj 2012

Der kan, som i den tidligere runde i 2010, søges til etablering eller udvidelse af biogas fællesanlæg og biogas gårdanlæg samt supplerende investeringer. Da der ikke blev afholdt i ansøgningsrunde i 2011, er pengene blevet videreført, og der er således 245 mio. kr. i dette års pulje.

Ændringer til årets runde
 

Der er sket væsentlige ændringer i forhold til den ansøgningsrunde, der blev afholdt i 2010. Bl.a. kan der søges om tilskud til konventionel biogas gårdanlæg, og der kan søges tilskud til supplerende investeringer, der ikke er relateret til et anlæg, der søges om tilskud til efter denne bekendtgørelse.

Derudover udgår kravet om 20 % egenfinansiering, tilskuddet øges fra 20 % til 30 %, det samlede støtteloft hæves fra 30 mio. kr. til 55 mio. kr. og det bliver nemmere at opnå tilsagn, da der på tidspunktet for tilsagnsgivning ikke er krav om for eksempel underskrevne gylleaftaler eller nødvendige myndighedstilladelser.
 
Fordelingen af midler til fællesanlæg, gårdanlæg og supplerende investeringer:

  • Biogas fællesanlæg inkl. supplerende investeringer: 210 mio. kr.
  • Biogas gårdanlæg inkl. supplerende investeringer: 32 mio.

For fællesanlæg gælder, at husdyrgødning skal udgøre minimum 75 % i gennemsnit pr. år af den anvendte biomasse i tons. For økologiske gårdanlæg er det minimum 50 %. Bemærk, at der er indført en mulighed for, i særlige tilfælde, at dispensere fra 50 %-kravet for de økologiske gårdanlæg, hvis det ikke er muligt at skaffe tilstrækkeligt med økologisk husdyrgødning. De nærmere kriterier vil fremgå af vejledningen til bekendtgørelsen, så snart disse er fastsat.

Tilskudsberettigede udgifter

Eksempler på tilskudsberettigede udgifter på biogasanlæg er lager- og modtagefaciliteter for gas og biomasse, nødvendige drifts- og administrationsbygninger, udgifter til materiel til opkoncentration af biomasse og udgifter til rådgivning. Udgifterne skal være nødvendige for at gennemføre projektet.


Ansøgningsfrist

Ansøgninger om tilskud kan indgives senest den 15. august 2012.

Landdistriktsprogrammet

Ordningen er medfinansieret af EU via Landdistriktsprogrammet 2007-2013. Programmet har til formål at fremme en bæredygtig og sammenhængende udvikling i landdistrikterne og samtidig tage øget hensyn til miljø, økologi og dyrevelfærd.

Yderligere oplysninger

Susanne Sonne Kibsgaard, Center for Projekttilskud, tlf. 25 23 83 64, mail: suok@naturerhverv.dk

Adam Conrad, Center for Projekttilskud, tlf. 25 23 84 24, mail: adac@naturerhverv.dk