Nu kan du se indsatsbehovet i målrettet kvælstofregulering 2021

Opdateret 25/11 2020: Landbrugsstyrelsen offentliggør nu et kort over de områder, hvor der i 2021 er behov for at etablere målrettede efterafgrøder, og hvor du vil kunne søge tilskud til etableringen.

Publiceret 25. september 2020

I 2021 skal den målrettede kvælstofregulering sikre en kvælstofindsats på 3.518 ton N svarende til ca. 373.600 ha efterafgrøder, hvilket er meget tæt på indsatsbehovet for 2020. Indsatsbehovet er i 2021 fordelt på 70 områder – de såkaldte kystvandoplande.

Den målrettede kvælstofregulering skal bidrage til, at der ikke sker en for stor udledning af kvælstof fra landbruget til vores vandmiljø, og at tilstanden i vores vandmiljø bliver forbedret. 

Se kort over indsatsbehov

Landbrugsstyrelsen har udarbejdet et kort over de områder, hvor der er et indsatsbehov i 2021, og hvor det bliver muligt at søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder.

Opdateret 25/11 2020: Se indsatskort i PDF-version her 

Se tabel over indsatsbehov her

Indsatsbehovet er vist i procent af efterafgrødegrundarealet i de enkelte kystvandoplande, hvor der er behov for at etablere målrettede efterafgrøder.

I enkelte kystvandoplande vil indsatsbehovet i 2021 overstige 30,9 pct. af efterafgrødegrundarealet, som ellers er den øvre grænse i 2021. Det skyldes, at det i forbindelse med implementering af kravet om obligatoriske målrettede efterafgrøder i 2020 blev besluttet at udskyde en mindre indsats til 2021 i disse områder, i stedet for at udstede meget små obligatoriske krav i 2020.

Du vil snarest kunne se et kort over indsatsbehovet i Internetmarkkort og i MiljøGIS, hvor det vil være muligt at se indsatsbehovet for hvert område.

Du kan søge tilskud til etablering af målrettede efterafgrøder

I 2021 bliver det fortsat muligt at søge tilskud til etablering af målrettede efterafgrøder og alternativer i en frivillige ansøgningsrunde. Du vil kunne søge tilskud på marker, der ligger inden for et område med indsatsbehov.

Tilskuddet bliver igen i 2021 givet som landdistriktsstøtte, og du skal fortsat søge om tilskud i fællesskemaet. Ansøgningsrunden åbner samtidig med åbningen af fællesskemaet i februar 2021.

Tilskuddet vil i 2021 være 500 kr. per ha efterafgrøde.

Ordningen fortsætter overordnet som i 2020. Du vil kunne læse mere om ordningen, når vi sender bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v. i høring senere på året.

logoer for EU's landbrugsfond og Landdistriktsprogrammet 2020

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljobio@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.