Justering af bekæmpelses- og gødningsmidler i økologisk produktion

Økologireglernes positivlister for bekæmpelsesmidler og ikke-økologiske gødningsmidler er blevet opdateret. Ændringerne træder i kraft den 16.april 2014.

Publiceret 11. april 2014

Ændringer for gødningsmidler:

  • Enkelte kategorier af konventionelt slagteriaffald, der har været afgasset i et biogasanlæg, kan nu bruges som gødning på økologisk dyrkede arealer. Biomassen må ikke direkte tilføres de spiselige dele af planten.
  • Hydrolyserede proteiner optages som ny gødningskilde. Produktet må ikke direkte tilføres de spiselige dele af planten
  • Desuden optages jordforbedringsmidlerne leonardit, kitin og sapropel

 Ændringer for bekæmpelsesmidler:

  • Følgende nye produkter optages på positivlisten: fårefedt, laminarin og aluminiumsilikat.
  • Laminarin er et naturligt forekommende stof, ekstraheret fra brunalger. Aluminiumsilikat er en naturligt forekommende lerart (kaolin).
  • Fårefedt har en afskrækkende effekt mod vildt. Laminarin kan bruges til at bekæmpe forskellige svampesygdomme, og aluminiumsilikat har en afskrækkende effekt overfor insektskadegørere. Laminarin og fårefedt kan anvendes i Danmark (da de er godkendt af Miljøstyrelsen).

Bekæmpelsesmidler der ikke længere må bruges:

  • Som følge af en tilpasning til pesticidforordningen udgår følgende bekæmpelsesmidler på positivlisten: Rotenon, diammoniumfosfat, kobberoctanoat, kaliumaluminium, mineralske olier og kaliumpermanganat. Ingen af disse anvendes i Danmark

Øvrige justeringer:

  • På positivlisten for mineralske fodermidler genindsættes deflouriseret monocalciumphosphat og deflouriseret dicalciumphosphat som mineralske fodermidler. Begge produkter udgik på grund af en misforståelse ved seneste revision af foderbilaget.
  • Desuden korrigeres en formuleringsfejl i økologiforordningens artikel 24, stk. 2, hvor begrebet homøopatiske opløsninger ved en tidligere revision af forordningen var faldet ud.

NaturErhvervstyrelsen vil ved førstkommende opdatering af Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion og tilpasse de relevante vejledningsafsnit og bilag.

Bilagene for gødningsmidler, bekæmpelsesmidler og mineralske fodermidler findes her i en opdateret udgave.

Bilag - liste over ikke økologiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

Bilag - plantebeskyttelsesmidler

Bilag - liste over tilladte ikke-økologiske foderstoffer og rengøringsmidler

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 354/2014 af 8. april 2014 

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Malene Andersen, Center for Jordbrug, Økologi & Landbrugslovpå tlf. 4526 3855 eller e-mail okologi@naturerhverv.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens pressetelefon tlf. 41 89 25 07.