Husk dokumentationen, hvis du anmelder præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at logfiler for gradueret gødskning er tilgængelige for alle marker, så du kan dokumentere præcisionslandbrug i tilfælde af kontrol. Ellers kan du stadig nå at afmelde dine marker i fællesskemaet frem til 26. april.

Publiceret 10. april 2024

Præcisionslandbrug er blevet et populært alternativ til efterafgrøder, som over 900 landbrugere benyttede sig af sidste år. Fra 2022 til 2023 så vi en stigning fra 650 landbrugere til de 900 landbrugere i 2023, og vores foreløbige tal viser, at virkemidlet bliver endnu mere udbredt i år.

Vores erfaringer fra sidste års kontrol viser desværre, at mange ikke havde de nødvendige logfiler tilgængelige, og de kunne derfor ikke fremvise dem i forbindelse med kontrollen. 

Det betød, at tilmeldte marker blev underkendt, da kravet om logfiler ikke kan fraviges.

Tjek at dine maskiner danner og gemmer logfiler

Indberetter du præcisionslandbrug, er det derfor vigtigt at huske på din datastyring. Du skal være sikker på, at dine maskiner danner de nødvendige logfiler, og tjek om filerne for de graduerede gødningstildelinger efterfølgende er gemt for de relevante marker.

Ved du allerede nu, at logfilerne er gået tabt, eller er du usikker på dit udstyr, kan du frem til 26. april afmelde præcisionslandbrug under målrettet kvælstofregulering i fællesskemaet. 

Benytter du præcisionslandbrug som alternativ under pligtige og husdyrefterafgrøder kan du indberette det frem til 10. september i gødningskvote og efterafgrødeskemaet.

Husk at tage højde for gylleanalyserne

Det er vigtigt, at de gylleanalyser, du får foretaget,  dokumenterer kvælstofindholdet af den gødning du bringer ud.  Det vil sige, at den analyseprøve, du får taget, skal være udtaget tæt på udbringning. 

Du skal kende resultatet af gylleanalysen, inden den sidste tildeling af gødning på marken. Når du kender dit analyseresultat, er det vigtigt, at du tager højde for mængden af kvælstof og  opdaterer din gødningsplan. Du skal opdatere din gødningsplan i forhold til det aktuelle kvælstofindhold fra din gylleanalyse og markeffekt, så du kan  korrigerer i din tildeling af kunstgødning. 

Fakta om præcisionslandbrug

Præcisionslandbrug kan benyttes både under målrettet kvælstofregulering, pligtige og husdyrefterafgrøder og under et eventuel krav til obligatorisk målrettede efterafgrøder.

For at du kan bruge præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder, skal du have udført de følgende tre  tiltag:

  • Tiltag 1: Du skal have fastsat  kvælstofbehovet for hver mark
  • Tiltag 2: Du skal have udført positionsbestemt gradueret gødningstildeling med udstyr, der har sektionsstyring og kantspredningsudstyr
  • Tiltag 3: Du skal få foretaget en gylleanalyse, der måler  indholdet af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning

Omregningsfaktoren for præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder betyder, at 11 ha med præcisionslandbrug kan erstatte 1 ha efterafgrøder.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljo-erhvervsregulering@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.