Her er planen for efterbetaling af støtte for 2015-2018

EU-Kommissionens revision af Landbrugsstyrelsen har vist, at nogle betalingsrettigheder i årene 2015-2018 har haft en for lav værdi. Det betyder, at en række landbrugere skal have en efterbetaling af grundbetaling og grøn støtte.

Publiceret 3. november 2020

På baggrund af en revision har EU-Kommissionen vurderet, at nogle betalingsrettigheder har haft en for lav værdi i perioden 2015-2018.

Det betyder, at en række landbrugere skal have efterbetalt støtte for denne periode. Du kan læse mere om betalingsrettighedernes værdi på vores hjemmeside. 

Læs mere om justering af betalingsrettighedernes værdi

Læs mere om EU-Kommissionens revision af Landbrugsstyrelsen

Hvem kan få efterbetalt støtte?

Landbrugere, som i et ansøgningsår samlet set har fået for lidt udbetalt i støtte, kan få efterbetalt støtte. 

Det betyder, at hvis du som landbruger primært har anmeldt betalingsrettigheder med en værdi under gennemsnitsværdien på ca. 1.500 kr., skal du muligvis have efterbetaling.
Om du har ret til at få efterbetalt støtte for årene 2015-2018 afhænger dog af præcis, hvilke betalingsrettigheder du har anmeldt i det konkrete ansøgningsår.

Efterbetalingerne afhænger altså af den samlede gruppe af betalingsrettigheder, du som ansøger rådede over for det enkelte ansøgningsår. Du kan således godt have ret til efterbetaling i 2015, men ikke i de øvrige ansøgningsår.

Hvor meget kan jeg få efterbetalt?

Størrelsen af efterbetalingen afhænger både af, hvilke betalingsrettigheder du har anmeldt og hvor mange betalingsrettigheder du har anmeldt. Det er den samlede sammensætning af betalingsrettigheder, der afgør, hvor meget du kan få efterbetalt. Vi forventer, at over 3/4 af de berørte landbrugere skal have mindre end 5.000 kr. efterbetalt pr. støtte år. 

Den forventede efterbetaling er med forbehold for den endnu ikke afsluttede revision ved EU-Kommissionen vedr. beregning af betalingsrettighedernes værdi. Vi kan derfor endnu ikke sige præcist, hvor meget den enkelte landbruger skal have efterbetalt. 

Hvornår kan jeg få efterbetalt min støtte?

Vi forventer at påbegynde efterbetalingerne i maj 2021 og vil udbetale for ét år ad gangen hen over sommeren. Det skyldes, at vi har valgt at prioritere udbetaling af landbrugsstøtten 2020 og ansøgningsrunden 2021, før vi begynder at foretage efterbetalingerne. 

Hvornår kan jeg få noget mere at vide?

Vi informerer dig via en nyhed, når vi er klar til at begynde efterbetalingerne. Når efterbetalingen finder sted, får du samtidig adgang til en liste i Tast selv-service, hvor du kan se dine betalingsrettigheders tidligere og genberegnede værdier for det pågældende ansøgningsår.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til direktebetalinger@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.