Har du søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs i 2024? Så kan det være en fordel for dig, hvis du genindsender din ansøgning

I denne nyhed kan du læse om to forhold under bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs, som kan gøre det relevant for dig at genindsende din ansøgning. Husk, at du kan genindsende din ansøgning via fællesskemaet frem til ændringsfristen 21. maj.

Publiceret 8. maj 2024

I forbindelse med ansøgning af bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs har du måske skrevet en bemærkning i fællesskemaet, fordi du fik en fejlmeddelelse. Vi har nu rettet skemaet, så det måske ikke længere er aktuelt for dig at skrive en bemærkning. Hvis du har skrevet en bemærkning på grund af fejlmeddelelsen, kan du med fordel genindsende din ansøgning uden bemærkningen. En bemærkning øger risikoen for, at din sag skal behandles manuelt.

Derudover har du måske søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs til arealer med en HNV (Høj NaturVærdi) på 5 eller derover. En fejl i en automatisk beregning har fejlagtigt fratrukket disse arealer i ansøgninger, som er indsendt frem til den 8. marts.

Hvis  du har sendt din ansøgning inden 8. marts og du har søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs på arealer med en HNV-værdi på 5 eller derover, kan du med fordel genindsende din ansøgning. På den måde sikrer du, at du søger tilskud til hele det tilskudsberettigede areal under ordningen. 

Har du skrevet en bemærkning, fordi du fik en fejlmeddelelse i dit fællesskema?

Hvis du har søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs på marker, der indeholder små arealer, som ikke tidligere har været indberettet, så har du fået fejlmeddelelse 403720 i fællesskemaet. Du har måske skrevet en bemærkning eller opdelt dine marker, for at komme videre med din ansøgning.  

Vi har rettet ansøgningsskemaet, så skemaet ikke længere giver fejlmeddelelse 403720, hvis du søger miljø- og klimavenligt græs til små nye arealer, som ikke var indtegnet i 2023. Det kan være nye arealer, som  er kommet med i opdaterede markblokke eller nye arealer, som er kommet med i en større markindtegning. 

Hvis du har skrevet en bemærkning i dit fællesskema i forbindelse med fejlmeddelelse 403720, anbefaler vi, at du prøver at slette bemærkningen og genindsende din ansøgning. Ved at genindsende din ansøgning uden en bemærkning, øger du sandsynligheden for, at din ansøgning kan kontrolleres automatisk. Automatisk kontrol af din ansøgning øger sandsynligheden for, at du får udbetalt dit tilskud primo december.

I dette tilfælde er det kun relevant for dig at genindsende din ansøgning, hvis du har fået fejlmeddelelse 403720.

Har du søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs til arealer med en HNV-værdi (Høj NaturVærdi) på 5 eller derover?

Arealer med en HNV-værdi (Høj NaturVærdi) på 5 eller derover er fejlagtigt blevet trukket fra ansøgninger til bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs. Dette er sket gennem en automatisk beregning, når du henter dine indtegnede marker i Internet Markkort (IMK) til dit fællesskema. 

Den automatiske beregning er blevet rettet fredag den 8. marts, og ansøgninger som er indsendt efter denne dato er beregnet korrekt.

Hvis du har indsendt din ansøgning frem til og med fredag den 8. marts, og du har søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs til arealer med en HNV-værdi på 5 eller derover, så anbefaler vi, at du genindsender din ansøgning i fællesskemaet. Ved at genindsende din ansøgning sikrer du, at du søger tilskud til bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs til hele det tilskudsberettigede areal under ordningen. Husk, at det kun gælder for ansøgninger, som er indsendt frem til den 8. marts.

Du kan se et korttema i IMK over arealer, som i 2023 har en HNV-værdi på 5 til 13. Dette korttema ligger under ”Naturudpegninger”.

I dette tilfælde er det kun relevant for dig at genindsende din ansøgning, hvis du både har søgt bio-ordningen miljø- og klimavenligt græs til arealer med en HNV-værdi på 5 eller derover, og du har indsendt din ansøgning før fredag den 8. marts.

Du kan genindsende frem til ændringsfristen

Fristen for at indsende ændringer til fællesskemaet er tirsdag den 21. maj. Du kan genindsende din ansøgning frem til ændringsfristen.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.