GUDPs grønne pengetank indkalder ambitiøse og bæredygtige projektidéer

Der er nu åbent for nye ansøgninger til Erhvervsstøtteordningen Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Du kan søge om tilskud til nytænkende og bæredygtige projekter, som kan styrke bundlinjen i det danske fødevareerhverv. Ansøgningsfristen er onsdag den 2. september kl. 12.00.

Publiceret 1. juli 2015

GUDP indkalder innovative idéer til projekter og netværk, som kan bidrage til at udvikle dansk fødevareerhverv i en bæredygtig retning. Puljen er denne gang på ca. 70 mio. kr. med mulighed for at blive øget til ca. 85 mio. kr.

Projekter med en bæredygtig forskel

GUDP støtter projekter, der medvirker til at udvikle og/eller demonstrere ambitiøs, forretningsorienteret nytænkning i det danske fødevareerhverv gennem grøn omstilling. Ansøgninger skal på én og samme tid understøtte grøn og økonomisk bæredygtighed.

Formanden for GUDP-bestyrelsen Mikael Thinghuus fortæller: ”Vi får rigtige mange gode ansøgninger i GUDP. Ansøgninger som kan give fødevareerhvervet et skub i den grønne og økonomisk bæredygtige retning. Derfor skal potentielle ansøgere være knivskarpe på at kunne byde ind med projekter, der løser udfordringer i fødevareerhvervet – det gælder hele værdikæden fra mark og hav til reagensglas og software. GUDP investerer på femte år sine midler i at bringe det danske fødevareerhverv på forkant med den teknologiske udvikling”.

GUDP kan give tilskud til projekter inden for alle dele af fødevareerhvervet og værdikæden. GUDP arbejder for at sikre bæredygtig vækst i sektoren, skabe nye arbejdspladser og virkeliggøre grønne løsninger på samfundsproblemer i forbindelse med vores fødevareproduktion.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen for at søge GUDPs grønne og bæredygtige pulje er onsdag den 2. september 2015 kl. 12.00.

Du finder indkaldelsen af innovative projektidéer og ansøgningsmateriale på GUDPs hjemmeside:

Læs mere om GUDP

Informationsmøde

GUDP inviterer potentielle ansøgere til et informationsmøde i Odense onsdag den 19. august 2015. På informationsmødet vil du bl.a. få mulighed for at sparre med GUDP-sekretariatet om din projektidé, høre om GUDPs evalueringskriterier samt møde projektledere, som har erfaring med GUDP. Du kan tilmelde dig informationsmødet på GUDPs hjemmeside.

Fakta

Find ansøgningsskema og mere information om GUDP-tilskud i NaturErhvervstyrelsens tilskudsguide

GUDPs strategi 2015-2018 og handlingsplan 2015 findes her

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsen på tlf. 33 95 80 00 eller sende en mail til gudp@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.