Flere sager bliver nu klar til ansøgning om økologi- og plejegræstilsagn

Landbrugsstyrelsen har nu modtaget ca. 1900 ansøgninger om nyt tilsagn om økologisk arealtilskud eller pleje af græs- og naturarealer. Der er fortsat mange, der ikke kan søge nyt tilsagn pga. tekniske problemer, men flere sager bliver efterhånden klar til ansøgning.

Publiceret 30. august 2019

Ansøgningsrunden for nye tilsagn om økologisk arealtilskud eller pleje af græs- og naturarealer har fået en hård start pga. tekniske problemer. Efter en langsom start har Landbrugsstyrelsen nu modtaget ca. 930 ansøgninger om nyt tilsagn til pleje af græs- og naturarealer. Tilsvarende er der kommet ca. 980 ansøgninger om nyt tilsagn til økologisk arealtilskud.

Ansøgning om nyt tilsagn ramt af tekniske problemer

Der er aktuelt ca. 1500 landmænd med et eksisterende tilsagn til en af de to ordninger, som desværre ikke kan søge nyt tilsagn i øjeblikket. Problemerne berører bl.a. landmænd, som er omfattet af et producentskifte og ikke kan søge nyt tilsagn, da oplysningerne fra producentskiftet ikke er overført til tilsagnsskemaet. Desuden er det på nogle af sagerne aktuelt ikke muligt at overføre nødvendige oplysninger fra Fællesskema 2019 til tilsagnsskemaet.  

Det er utilfredsstillende for alle parter, at de ca. 1500 ansøgningsskemaer endnu ikke er klar. Styrelsen har stor fokus på problemet, og det er de seneste dage lykkedes at få klargjort et større antal sager. Samtidigt ser det ud til, at flere sager bliver klar til ansøgning i de nærmeste dage. Styrelsen forventer derfor fortsat, at de resterende sager bliver klar tidsnok til, at alle får en rimelig frist til at søge nyt tilsagn.

Hvilke tilsagnsskemaer er åbne?

Du kan på vores hjemmeside se en oversigt over åbne tilsagnsskemaer (kun tilsagn registreret på CVR-nummer).

Liste over tilsagnsskemaer, der er åbne.

Hvis du ikke har et økologi- eller plejegræstilsagn i forvejen

Hvis du er ny ansøger og ikke har et eksisterende tilsagn, er du ikke ramt af de ovennævnte problemer, og du kan indsende din ansøgning allerede nu. Ansøgningsfristen er 30. september 2019.

Mere om økologisk arealtilskud samt pleje af græs- og naturarealer

Ordningerne økologisk arealtilskud samt pleje af græs- og naturarealer er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Læs mere om ordningen økologisk arealtilskud.

Læs mere om pleje af græs- og naturarealer

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til arealtilskud@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.